Klappe-kage-kongres, kalder man dem - de kongresser, der ligger lige før et folketingsvalg. Fordi de delegerede møder op og pligtskyldigt klapper de rigtige steder og ellers holder de skarpeste holdninger for sig selv. Ingen kontroversielle udmeldinger, der kan skade partiet ved et kommende valg.

Men denne gang er det svært for Socialdemokraterne at holde ’klappe-kage-kongres’. For som ordsproget siger, ’hvad hjertet er fuldt af, flyder munder over med’.

- Det kan blive en pine at sidde i salen. Vi kommer til at sidde på hænderne, eller gå ud i baren for at holde det ud og få snakket om det, alle er optagede af, nemlig dagpengene, som en højtstående socialdemokrat formulerer det.

Han forventer, at der vil blive en stemning af nærmest ’apatisk ro’ under kongressen, fordi de fleste godt kan forstå, at det gælder om at holde sammen op til et kommende valg. Men samtidig kan det blive nærmest uudholdeligt at lytte til partitoppens gentagne argumenter om, hvorfor man ikke kan løse dagpengeproblemet nu og her.

En række socialdemokratiske folketingsmedlemmer, med Mette Reissmann i spidsen, skal efter sigende have sat sig for at dulme uroen i partiet frem til weekendens kongres. Ultra-loyalister, bliver de kaldt. De maner til eftertanke, loyalitet og opbakning til partitoppen, så man står bedst muligt rustet frem til næste valgkamp.

Negativ social arv

Socialdemokraternes kongres i år er en såkaldt ’tema-kongres’. Det vil sige, at der ikke skal besluttes store partiprogrammer, og der skal heller ikke vælges formand og næstformænd m.fl. Derimod skal man diskutere et nyt arbejdsprogram om indsatsen mod negativ social arv. Noget, som er en grundlæggende socialdemokratisk værdi.

En klokkeklar melding

Men når Helle Thorning-Schmidt holder sin tale lørdag middag, vil forsamlingen lytte meget nøje efter. Mon hun denne gang har forstået, at baglandet har brug for en klokkeklar melding fra hende om, at Socialdemokraterne skal gå til valg på at løse dagpengeproblemet? Hvis hun endnu en gang fortæller dem, hvad der er regeringens politik og ikke Socialdemokraternes politik på dagpengeområdet, så bliver det umuligt for kritikerne at holde sig i ro.

Men indtil da tyder meget på, at de mest toneangivende socialdemokrater vil forsøge at holde kritikken tilbage. Ingen af dem har for eksempel lyst til at stå frem til citat nu og her. Men uroen ulmer lige under overfladen.

En række gode råd

Formanden for Nyborg-kredsen, Frank Hansen, forventer til gengæld, at der vil komme en lang række talere fra baglandet, der vil give partitoppen en ’række gode råd’, som han kalder det.

- Jeg forventer, at der vil blive lagt pres på partitoppen, men det vil komme fra baglandet. Der er jo ikke længere tale om et ’dagpengeproblem’, men om en ’dagpengeskandale’, siger Frank Hansen.

Det samme mener Leif Roland Toft, der er formand for Socialdemokraterne på Mors.

- Der vil være god grund til at snakke dagpenge, men hvis der kommer nogle guldkorn, så vil de komme fra de menige medlemmer i salen. De andre har jo skrevet på deres tale det sidste halve år, den kender vi, siger Leif Roland Toft.

Savner en forklaring

I Odsherred bliver det formand Kjeld Evald Jensens første kongres. Han kalder dagpengene for Socialdemokraternes ’største problem’. Han savner en forklaring.

- Jeg kan godt forstå, at man har brug for at fremstå som en stærk regering, men hvorfor blive ved med at sige ’der er ikke noget at gøre’. Problemet er, at al snak med vælgerne hurtigt går over i en dagpengesnak. Jeg vil håbe, at der kommer velmenende råd på talerstolen eller på tomandshånd med Thorning, siger Kjeld Evald Jensen.

Socialdemokraternes kongres holdes i Aalborg Kongres- og Kulturcenter i morgen 20. september kl. 12 til søndag kl. 16.

Fakta: Det handler dagpenge-striden om:

I 2010 besluttede VK-regeringen sammen med De Radikale og Dansk Folkeparti at ændre dagpengesystemet, så dagpengeperioden blev halveret fra fire til to år. Samtidig blev perioden, man skal være i arbejde for at genoptjene ret til nye dagpenge sat op fra 26 til 52 uger. Socialdemokraterne og SF var imod, men måtte gennemføre reformen sammen med De Radikale, da den nye regering kom til.

Langt flere ledige end forventet har mistet retten til dagpenge som følge af reformen. For at afbøde virkningen har den nuværende regering lavet flere akutpakker og mildnet indfasningen af reformen, for at ingen skulle miste forsørgelsesgrundlaget fra den ene dag til den anden.

SF og Enhedslisten kræver en permanent løsning på dagpengeproblemet. Ifølge Dansk Folkeparti skal genoptjeningskravet ned på 26 uger igen, indtil regeringens dagpengekommission kommer med sine anbefalinger i 2015. Regeringen afviser krav om ændringer og vil afvente kommissionens rapport. Senest har De Radikale beskyldt SF og Enhedslisten for at lyve, når de siger, at 40.000 mennesker er faldet ud af dagpengesystemet.