Det går ikke at sælge Ecco-sko, når firmaet fortsat driver forretning i Rusland.

Så klar lyder beskeden fra direktør i webshoppen Miinto.dk Konrad Kierklo.

»Hvis Ecco ikke klart siger, at Ecco ikke ønsker drift i Rusland, så skal de ikke have lov til at sælge deres produkter på vores platform,« siger han til Berlingske.

Direktøren fortæller, at han ikke på nuværende tidspunkt ved, hvor stor en del af forretningens omsætning Ecco-sko bidrager til.

Miinto.dk sælger varer for 5.000 mærker. Direktøren fortæller videre, at man ikke vil sælge Ecco-sko, før firmaet stopper deres salg i Rusland.

For nuværende holder Ecco deres 250 butikker i Rusland åbne, hvor de har 2.500 ansatte.

I en YouGov-måling foretaget for B.T. siger 69 procent af de adspurgte, at de er helt eller delvist enige i, at Ecco burde lukke deres forretning i Rusland.

B.T. kunne også som de første fortælle, at Kongehuset ikke fjerner Ecco fra den eksklusive liste af kongelige hofleverandører. Det ville være første gang, at et firma fik fjernet den eftertragtede titel.

B.T. har videre undersøgt forbindelserne mellem Kongehuset og Ecco, som må siges at være utrolig nært.

Så nært, at Eccos direktør sidder i som formand i den fond, der i sin tid købte Schackenborg Slot af prins Joachim for 100 millioner kroner.

»Alt i alt var det en betydelig gave at få. Ecco har været meget gavmilde over for et centralt medlem af Kongehuset,« slog eliteforsker Christoph Ellesgaard fast over for B.T.