Ansvar slider, og det ses på EU-valgresultatet for Socialdemokratiet, mener finansminister Nicolai Wammen (S).

En del af årsagen til Socialdemokratiets skuffende EU-valg skal ifølge Nicolai Wammen (S) findes i, at regeringen har truffet beslutninger, som nogle vælgere er uenige i.

Ansvar slider, siger finansministeren til TV 2 News, som kalder valgresultatet for "rigtig træls".

- Vi har taget nogle beslutninger, nogle mennesker har været utilfredse med. Det er en del af at være i regering. Hvis man er i opposition, er det nemmere at stå med alle mulige løsninger, der ikke gør ondt på nogen, siger Nicolai Wammen til TV 2 News.

Wammen kommer ikke ind på, hvilke konkrete beslutninger det drejer sig om.

Han er på vej til møde med statsminister Mette Frederiksen (S), inden der er statsråd hos kong Frederik senere.

Socialdemokratiet fik 15,6 procent af stemmerne og tre mandater til EU-valget. Det er en tilbagegang på knap seks procentpoint fra 2019.

SF blev større end S - SF fik 17,4 procent af stemmerne og ligeledes tre mandater.

Moderaternes leder, Lars Løkke Rasmussen, mener, at det kalder på en "revitalisering" af SVM-projektet. Det sagde han på valgaftenen søndag.

Resultaterne for de tre regeringspartier, S, V og M, er en løftet pegefinger fra vælgerne.

- Man er lidt naiv, hvis man ikke tager valgresultatet ned og konstaterer, at regeringen under et ikke har gjort det særligt godt. Det tror jeg, vi er nødt til at tage alvorligt, sagde Løkke søndag aften.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har siden sagt, at han ikke anser EU-valget for at være en "folkeafstemning om SVM-regeringen".

Regeringen har været på tilbagegang i de landspolitiske meningsmålinger i lang tid. I den seneste måling fra Voxmeter ligger de tre regeringspartier samlet til 34,1 procent svarende til 61 mandater.

Ved folketingsvalget fik SVM-partierne samlet 50,1 procent svarende til 89 mandater.

/ritzau/