Skuffelsen er til at tage og føle på, når man spørger formand for Venstre Ungdom (VU), Maria Ladegaard, om Jakob Ellemann-Jensen og Mette Frederiksens spirende politiske romance.

Ifølge Ladegaard, der også er medlem af forretningsudvalget og hovedbestyrelsen i Venstre, har en SV-regering nemlig ingen gang på jord.

»Jeg mener overhovedet ikke, at vi hører til i en regering med Socialdemokratiet. De er vores politiske arvefjender, og vi er uenige med dem,« siger VU-formanden til B.T.

Faktisk er forskellene så store, at Venstre Ungdom måske ikke vil kunne støtte Venstre på samme måde, hvis moderpartiet vælger at kappe navlestrengen til blå blok og lade sig indgå i en regering over midten.

»Vi er ved at finde ud af, hvor vi stiller os i forhold til Venstre. Vi er en selvstændig organisation, som har valgt at støtte Venstre. Vi har ført valgkamp i flere måneder for Venstre, og det har så vist sig at være for Mette Frederiksen og ikke Jakob Ellemann.«

»Der er ingen tvivl om, at hvis man vælger at gå i en regering, så kommer vi til at være i opposition til vores moderparti. I hvilken udstrækning kan man så samarbejde og om hvad? VU kæmper for et liberalt Danmark, og det får man svært ved at overbevise mig om, at Venstre gør, hvis de går i regering med Socialdemokratiet,« siger Maria Ladegaard.

Formanden for Venstres Ungdom, Maria Ladegaard, ser store problemer i en SV-regering. Så store problemer, at ungdomspartiet må overveje sit samarbejde med moderpartiet.
Formanden for Venstres Ungdom, Maria Ladegaard, ser store problemer i en SV-regering. Så store problemer, at ungdomspartiet må overveje sit samarbejde med moderpartiet.
Vis mere

Jakob Ellemann har selv kaldt en mulig SV-regering for et løftebrud, men han undersøger stadig muligheden. Ifølge Maria Ladegaard vil en SV-regering ikke bare være ødelæggende for blå blok, men i særdeleshed for Venstre.

»Jeg er meget bange for, hvad det vil betyde for Venstre på langt sigt. Hvis man går i regering, bruger man jo sine dygtigste folk der og ikke på at idéudvikle, hvad Venstre skal være i fremtiden:«

Så Venstre tabte valget, fordi ledelsen ikke havde idéudviklet?

»En del af nederlaget skyldes, at man i Venstres ledelse ikke har klargjort, hvad Venstre er. Jeg har skubbet på internt siden 2019, for at man skulle idéudvikle. Det har jeg ikke lykkedes godt nok med. Men det er ikke mig, der sidder i partiledelsen.«

Hvad siger du til de partifæller, der vil mene, at du skaber splid i partiet med dine udtalelser?

»Vi er ikke blevet så små, at vi er helt Dansk Folkeparti-topstyrede. Jeg er medlem af et parti, hvor man kan sige, hvad man mener,« siger Maria Ladegaard.

B.T. har rettet henvendelse til Venstre med henblik på at få genmæle, men partiet er ikke vendt tilbage inden deadline.