Det endte som et regulært skænderi, da Venstres politiske ordfører, Jan E. Jørgensen, fredag debatterede med B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, i Radio IIII-programmet 'Ta'r jeg fejl?'.
I programmet blev Venstres rolle i SVM-regeringen diskuteret - meget højlydt.

På et tidspunkt siger Jan E. Jørgensen, at Socialdemokratiet har flyttet sig på en række områder under SVM-regeringen.
»Jeg synes i meget høj grad, vi har fået Mette Frederiksen og en række andre Socialdemokrater til at lyde som Venstre-mænd,« siger Jan E. Jørgensen.
»Jeg synes, du siger rigtig meget vrøvl,« lyder det fra Joachim B. Olsen.
Jan E. Jørgensen argumenterer herefter for, at Venstre efter folketingsvalget i 2022 ikke troede på, at Mette Frederiksen ville være med til at danne en regering hen over midten.
Joachim B. Olsen afbryder V-politikeren og siger »dit argument er, at fordi...«
Han når ikke at gøre sætningen færdig.
»Du bliver nødt til at holde din kæft,« siger Jan E. Jørgensen i vrede.
'En muskuløs Smadremand'
Efter programmet har Jan E. Jørgensen lagt et opslag op på Facebook, hvor han langer ud efter Joachim B. Olsen.
'Joachim B. Olsens performance, hvor han optrådte som en muskuløs udgave af Smadremanden, der havde taget en overdosis snus, var for meget af det gode. Synes jeg. I en grad, så jeg næsten blev sur - og der skal meget til,' skriver han.
Jan E. Jørgensen skriver videre, at han nu overvejer ikke længere at ville lave radio med Joachim B. Olsen.
'Jeg kan stadig rigtig godt lide Jokke - og synes da også, at han en gang imellem siger noget, der giver mening. Han er jo en slags liberal. Om jeg gider lave radio med ham igen - det skal jeg lige overveje,' slutter han opslaget.
'Må have haft en dårlig dag'
Joachim B. Olsen, hvad siger du til, at Jan E. Jørgensen skriver, at du i radioprogrammet optrådte som en muskuløs udgave af Smadremanden, der havde taget en overdosis snus?
»Det er ufatteligt, han kan blive så følsom. Han kan ikke tåle at blive trykket en smule på maven. I stedet for at tage det til sig, bliver han vred,« siger B.T.s debatredaktør og tilføjer:
»Han plejer at kunne klare sådan en debat, så han må have haft en dårlig dag.«
Men man kan høre, at du afbryder ham en del gange i programmet...
»Det synes jeg ikke, jeg gør,« siger han.
Vil du gøre noget for at være mindre Smadremand, hvis Jan E. Jørgensen igen vil være med i en radiodebat med dig?
»Jeg anerkender ikke, at jeg er en Smadremand, men jeg håber, han vil være med i et radioprogram eller lave podcast med mig igen,« siger Joachim B. Olsen.
'Kan være en frisk tone'
Jan E. Jørgensen, du siger i debatten med Joachim B. Olsen, at han skal »holde sin kæft«. Kan du uddybe, hvorfor du bruger sådan et ord?
»Jeg kender Joachim rigtig godt, og vi er begge passionerede, så der kan godt være en frisk tone, når vi diskuterer politik,« siger han og tilføjer:
»Jeg kan godt se, at det kan virke voldsomt for lytterne, men jeg er helt sikker på, at der skal mere til at krænke Joachims følelser.«
Har du besluttet, om du vil deltage i radio med Joachim B. Olsen igen?
»Du har altså fået en kommentar,« siger Jan E. Jørgensen.
Du kan lytte til B.T. Valgkamp på B.T.dk, Spotify , Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:


