Det sker ikke så tit, at SF ryger i clinch med Socialdemokratiet. Men i dag er anderledes.

Det skriver TV 2.

Pia Olsen Dyhr peger nemlig på, at Socialdemokratiet udskammer og udstiller elever i folkeskolen og deres forældre.

»Jeg bliver vred over det,« siger Pia Olsen Dyhr og fortsætter:

»Det er groft og udskammende over for børnene og forældrene. Det er på ingen måde i orden.«

SF-formandens kritik kommer, efter børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) for nylig talte om begrebet 'PDO' i radioprogrammet 'Ring til regeringen' på DR.

Forkortelsen står for 'Pisse Dårligt Opdraget', hvor ministeren henviser til visse elever i den danske folkeskole.

Mette Frederiksen har sagt til fagbladet Folkeskolen, at hun »helt sikkert« er enig i, at mange børn lider af at være dårligt opdraget. At lærernes autoritet skal tales op, og at der helt generelt er kommet for stort fokus på det enkelte barns behov på bekostning af resten af klassen.

Pia Olsen Dyhr anerkender, at visse børn er såkaldt »dårligt opdraget«. Men ifølge hende udskammer Socialdemokratiet det enkelte barn og de enkelte forældre med den slags bogstavskombinationer, skriver mediet.