Bølgerne gik højt, da Klaus Riskær Pedersen skulle stå på mål for sin fortid i DR2-programmet 'Debatten'.

Den konservative politiker Nikolaj Bøgh var en af dem, som stillede spørgsmålstegn ved, om den kontroversielle Riskær er valgbar.

»Vi har aldrig oplevet en person, som har mere end ti års fængelsstraf bag sig, som vil i Folketinget. Du har jo ikke vist nogen vilje til at erkende, at du har begået forbrydelser, hvordan kan du være lovgiver i det her land?«

»Du vil ikke engang være i stand til at blive gadebetjent,« sagde Nikolaj Bøgh.

Det var ord, som forretningsmanden Klaus Riskær, der har afsonet fængselsstraffe for bedrageri, ikke ville høre på.

»Jeg vil ikke finde mig i at blive lavet om til en Stein Bagger,« svarede han vredt og tilføjede kort efter:

»Du opfører dig uforskammet,« og pegede på Nikolaj Bøgh.

Den dårlige stemning begyndte allerede før, deltagerne i programmet tørnede sammen. For i oplægget til udsendelsen om nye politiske partier blev Klaus Riskær Pedersen introduceret med en kort gennemgang af hans karriere, hvor det også fyldte, at han har en kriminel fortid.

»Jeg vil ikke bruge seernes tid på at procedere gamle sager. Det er ikke relevant,« sagde Riskær til programmets vært, Clement Kærsgaard.

Men det var stadig på Clement Kærsgaards dagsorden at afkræve Riskær svar på et simpelt spørgsmål:

»Har du begået forbrydelser? Ja eller nej?« spurgte Kærsgaard.

»Jeg har begået lovovertrædelser,« svarede en modvillig Riskær flere gange, som også selv kalder det for 'modgang'.

Anklager, ordkløveri og hævede stemmer fyldte store dele af de første 20 minutter af debatprogrammet.

Det er ikke sjældenheder for 'Debatten', men alligevel var tonen uanmindelig hård torsdag aften.

Det var især Klaus Riskær Pedersen, som var målskive for kritikken, og derfor også den som bed fra sig mod både Nikolaj Bøgh (K) og Venstremanden Jan E. Jørgensen. Det fik sidstnævnte til at påpege, at den tidligere finansmand og partistifter opførte sig meget vredt.

Det kulminerede, da Jan E. Jørgensen nævnte Riskærs skattegæld på flere millioner kroner og henviste til B.T.s afsløring om, at han bor gratis i en ejendom til 50 millioner kroner.

Det fik nemlig bægeret til at flyde over.

»Det er systematisk tilsvining, hvad bilder du dig ind?« sagde Riskær.

I kølvandet på diskussionen mellem de to blev der pludselig også uklarheder om, hvorvidt Riskær vil pege på Lars Løkke som statsminister, hvilket han ellers havde sagt tirsdag på et pressemøde:

»Indtil det her program (...) når Venstre sender sådan nogle folk mod mig,« lød det fra Riskær.