Vraget minister til B.T.: 'Jeg er ærgerlig over det'
S-profilen var blandt de mest erfarne ministre.

S-profilen var blandt de mest erfarne ministre.

Onsdag blev nogle kronet som nye ministre i den danske regering.
Andre måtte aflevere ministernøglerne.
En af dem er Socialdemokratiets Kaare Dybvad Bek, som efter syv år i regering ikke længere er minister.
»Jeg er ærgerlig over det. Jeg vidste godt, at det var en mulighed. Vi fik færre ministerier denne gang, end vi gjorde sidste gang,« siger han til B.T. efter overdragelsen i Beskæftigelsesministeriet onsdag eftermiddag.
»Men jeg havde da håbet, at det blev nogle andre.«
Han er ikke den eneste mangeårige socialdemokratiske minister, der må forlade regeringen.
Sammen med den tidligere udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund og børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye vender han tilbage til folketingsgruppen.
Det er blevet kaldt bemærkelsesværdigt, fordi de alle tre er blevet betragtet som markante skikkelser på Socialdemokratiets stramme udlændingelinje - og nu er de alle ude af regeringen.
Kaare Dybvad Bek ser det dog ikke som et udtryk for, at de er blevet renset ud til fordel for en ny udlændingelinje i partiet.
»Sådan ser jeg det ikke. Jeg synes stadig, der er kræfter både i partiet og i regeringen, som står på en meget hård udlændingepolitik,« siger han.
»Blandt andet Mette Frederiksen, som er den mest centrale af dem alle sammen. Så det tror jeg nu nok, vi kan fastholde uanset hvad.«
Ifølge Dybvad Bek er der forskellige forklaringer på, hvorfor netop de tre ministre er ude af regeringen.
Han peger blandt andet på, at Mattias Tesfaye selv har fortalt, at han ønskede at træde ud af regeringen.
»Det faldt så ud på den måde, at det var mig og Rasmus, som måtte forlade holdet,« siger han.
Men sender det ikke et signal, at det er jer tre erfarne værdikrigere, som er ude?
»Nej, det synes jeg ikke nødvendigvis, det gør. Mette Frederiksen er jo lige så meget værdikriger, som vi er. Og jeg synes, at hun gør det supergodt i de debatter, der handler om udlændinge og integration,« siger han.
»Så jeg opfatter det ikke på den måde.«
Han fremhæver samtidig, at partiet fortsat har en række stærke profiler på området i folketingsgruppen, herunder Frederik Vad.
»Der er flere dygtige folk, som er klar til at gøre en forskel og markere vores synspunkter i Folketingssalen, hvor en stor del af de her debatter kommer til at foregå, som Dansk Folkepart har annonceret,« siger han.
Onsdag blev ministrene i den nye firkløverregering præsenteret for kong Frederik på Amalienborg klokken 10. Om eftermiddagen blev ministerierne overdraget.
Følg med i udviklingen i dansk politik i kølvandet på den nye regering i B.T.s liveblog HER.