Hun blev kylet ud af sin folketingsgruppe, få dage efter hun kom ind – men nu vil hun give den som ‘enmandshær’ på Christiansborg.

Det fortæller Cecilie Liv Hansen i Q&CO, efter afsløringen af hendes kærestes hashsalg lørdag kostede hende pladsen i Liberal Alliance.

På værtens spørgsmål om, hvad hun vil bruge sit løsgænger-mandat til, svarer hun:

»I virkeligheden jo nok meget det samme, bare som en enmandshær denne gang,« siger hun, »jeg har jo stadig mine værdier, jeg er stadig liberal«.

Cecilie Liv Hansen understreger samtidig, at hun kun vil lægge mandat til en blå regering.

Liberal Alliance ekskluderede det 24-årige nyvalgte folketingsmedlem i weekenden, fordi hun ifølge partiet har været uærlig om »yderst alvorlige forhold i sit privatliv«.

Men hun kommer næppe til at mangle penge – med poster i både Folketinget, Kolding Byråd og regionsrådet i Region Syddanmark står hun til at tjene over to millioner kroner om året.

Adspurgt i Q&CO, om det er en motivation for at fortsætte, svarer hun:

»Nej, det er ikke det, min motivation bunder i. Min motivation bunder i, at jeg ønsker at gøre en reel forskel,« siger hun.

»Og som sagt er jeg jo stadig liberal – det er ikke fordi, jeg kommer til at modsætte mig alle de liberale sager, som skulle foregå, bare fordi jeg er sur på mit parti.«

Cecilie Liv Hansen er ikke på vej over i noget andet folketingsparti, siger hun i Q&CO, da hun bliver spurgt, om hun får ‘følere’ fra andre partier.

»Nej – ikke nogle af de partier, der sidder i Folketinget.«

Uden for Folketinget har mindre partier i »opstartsfasen« dog rakt ud til hende, siger hun.

Cecilie Liv Hansen sagde også i sit interview med Q&CO, at hendes eksklusion kom som et chok. Det kan du læse om her. Den unge politiker har afvist, at hun kendte til kærestens hashsalg, og hun siger desuden, at det kun foregik over en kort periode.