»Ej undskyld - to sekunder... Sorry,« siger Moderaternes folketingskandidat Rosa Bechmann Eriksen pludselig i tv-interviewet med TV 2 Fyn, inden hun bryder sammen i gråd.
Interviewet blev foretaget kort efter, at det stod klart, at politikeren ikke er blevet genvalgt til at repræsentere sit parti i Folketinget.
Siden hen har det fået et grimt efterspil.
Det gør Rosa Bechmann Eriksen opmærksom på i et opslag på Facebook, hvor hun raser over en stribe beskeder, hun har modtaget efter det følelsesladede interview.
'Jeg bliver sgu både vred, og trist. I går og til dels i dag er der klip hvor jeg fælder en tåre for åben skærm. Og når man gør det får man åbenbart beskeder om man nu er psykisk syg, at man er en tudeprinsesse,' indleder hun opslaget.
Til B.T. forklarer hun, at hun efterfølgende har slettet beskederne og blokeret personerne, der har sendt dem.
Kigger man i kommentarsporet under en video af interviewet, som TV 2 Fyn har lagt op på Facebook, får man dog en klar fornemmelse af, hvad hun har lagt øre til i indbakken.
'Hold kæft, hun burde tage sig sammen. Fuck, jeg er glad for, at jeg ikke kan stemme på hende,' skriver en.
'Ejjj, hold dog op. Du er hverken blevet alvorligt syg, kommet ud for en ulykke eller mistet en kær,' skriver en anden, mens flere kalder hende en tudeprinsesse.
Og de voldsomme reaktioner får Moderaterne-politikeren op i det røde felt:
'Jeg bliver så gal. Hvad er vi for et folk når vi skælder ud på mennesker der viser følelser?' fortsætter hun i opslaget.
Til B.T. uddyber hun kort i et skriftligt svar, at reaktionerne har været 'uordentlige':
'Jeg synes, det er uordentligt, at folk reagerer sådan på et menneske, der viser følelser. Hvor ville demokratiet være, hvis vores folkevalgte ikke gik op i det med liv og sjæl,' spørger hun.
Moderaternes ene mandat på Fyn gik i stedet til Lars Aagaard, der fik 5.685 personlige stemmer mod Rosa Eriksens 2.016.
I 2022 bragede hun ellers ind i Folketinget med over 4000 personlige stemmer.

