Ingen af de tre partier i SVM-regeringen har formået at skabe fremgang for sig selv under valgkampen, som nu er midtvejs.
Det viser den seneste meningsmåling, som analyseinstituttet Voxmeter har foretaget for Ritzau.
Her står Socialdemokratiet til at få 21,7 procents vælgeropbakning mod 22,1 procent, inden statsminister Mette Frederiksen 26. februar udskrev folketingsvalg.
Venstre står i onsdagens måling til 10,4 procent af stemmerne mod 11,2 procent i målingen før valgudskrivelsen.
Regeringens mindste parti, Moderaterne, står i den seneste måling til en opbakning fra 5,8 procent af vælgerne mod 8,1 procent, inden valget blev udskrevet.
Fælles for de tre partier er, at de alle står til tilbagegang i forhold til deres resultat ved folketingsvalget i 2022.
Det hører med, at der er en statistisk usikkerhed i målingen for alle tre partier.
Liberal Alliance er til gengæld et parti, der har momentum i valgkampen.
Partiet står i onsdagens Voxmeter-måling til 12,0 procent af stemmerne og måles til at være det næststørste parti i Folketinget.
I målingen inden valgudskrivelsen fik Liberal Alliance 11,1 procents opbakning.
SF får 11,6 procent af stemmerne i målingen onsdag.
Alle 12 partier i Folketinget står til at komme ind. Alternativet får 2,8 procents opbakning, mens der er 2,6 procent til Borgernes Parti.
Hvis man ser på de klassiske politiske blokke, er der 84 mandater til rød blok, mens blå blok får 81 mandater.
I centrum for det hele er Lars Løkke Rasmussens Moderaterne, der står til at få 10 mandater. Partiet er som det eneste uden for blokkene.
Statsminister Mette Frederiksen har både gjort tilnærmelser til den røde blok, men hun har heller ikke afvist endnu en regering hen over den politiske midte.
Venstres formand, Troels Lund Poulsen, har en blå regering som sin klare førsteprioritet.
Heller ikke han har imidlertid udelukket muligheden for at søge indflydelse i endnu en regering hen over midten, såfremt alternativet er en rød regering.
Folketingsvalget afholdes 24. marts.
/ritzau/
