En gammel dame bliver rullet af en i ny valgvideo fra en af DF's folketingskandidater. Usmageligt lavt niveau, mener integrationsformand.

Den får på alle tangenter i Alex Ahrendtsens nye valgvideo ’En dag i Vollsmose-ghettoen’.

Stenkastende indvandrere, overfald, tasketyveri og indvandrerdansk. Valgvideoen, hvor Dansk Folkepartis folketingskandidat i Odense, der selv bor i Vollsmose, fortæller om problemet med kriminelle indvandrere, og hvad man bør gøre ved dem, overlader ikke meget til fantasien.

Og det er helt bevidst, fortæller Alex Ahrendtsen, der erkender, at det er 'provokerende valgpropaganda'.

- Videoen sætter tingene på spidsen. Men det er et nødråb. Jeg bor selv i området og er ligesom mange andre beboere dødtræt af, at 200 kriminelle indvandrere kontrollerer området. Det er min måde at sætte fokus på problemet, fortæller Alex Ahrendtsen til Berlingske.

Men videoen markerer et usmageligt nyt lavpunkt i debatten om Vollsmose-ghettoen, mener Mahmoud Daoud, der er formand for Odense Integrationsråd.

- Ud over at videoen er fuldstændig smagløs, så er den også racistisk. Den giver et indtryk af, at unge indvandrere i Vollsmose ikke kan tale dansk, ikke har et job og nakker gamle damer. Det er diskriminerende og løgn, fortæller Mahmoud Daoud, der også mener, at Alex Ahrendtsen overdriver helt vildt, når han siger, at 200 kriminelle indvandrere styrer området.

Integrationsformand: Overdriver problemet 

Ifølge integrationsformanden er der højst tale om 20-30 kriminelle unge i Vollsmose.  

- En folketingskandidat har et ansvar for hele landet og ikke bare det lokalområde, han eller hun bor i. Han burde hellere sætte fokus på det generelle problem med unge, der er i kommunen, i stedet for at bruge Vollsmose som skræmmebillede, siger Mahmoud Daoud, der vurderer, at videoen vil støde rigtig mange beboere i Vollsmose. 

- Og så er det helt overdrevet med den gamle dame, der bliver rullet. Det er så vidt jeg husker en del år siden, at det sidst er sket i Vollsmose. Danskere har også stået bag røverier i Odense mod ældre damer, fortæller Mahmoud Daoud.  

DF'er: Baseret på en virkelig hændelse 

Alex Ahrendtsen afviser, at videoen er et urealistisk skræmmebillede, selvom det er et stykke tid siden, en gammel dame er blevet rullet af en indvandrer i Vollsmose.  

- Videoen er faktisk inspireret af en virkelig episode, hvor en lokalpolitiker fra Enhedslisten, Ryan Ra Olesen blev interviewet til TV 2 Fyn i Vollsmose. Han havde gennem længere tid forsøgt at sætte fokus på kriminaliteten i området, og blev under interviewet angrebet af stenkastende unge, fortæller Alex Ahrendtsen. 

Hos Dansk Folkeparti på Christiansborg har man godt lagt mærke til den anderledes valgvideo fra Odense. Men den er ikke over grænsen, mener partiets pressechef Søren Søndergaard. 

- Tingene bliver sat på spidsen. Men jeg synes, at videoen er sjov og underfundig. Alex Ahrendtsen har før lavet opsigtsvækkende valgvideoer, og det er ikke noget, vi vil blande os i, så længe han ikke går over grænsen, siger Søren Søndergaard. 

Hvor synes du, at grænsen går?

  - Det kan være svært at definere. Men Pia Kjærsgaard mente for et eksempel, at valgvideoen fra Sverigedemokraterne var usmagelig. Den her video ser jeg som et indlæg i debatten med levende billeder. Og det er vigtigt, at der bliver sat fokus på problemet med kriminelle indvandrere i Vollsmose, siger Søren Søndergaard.  

Den ældre dame, der bliver rullet i videoen, led ikke overlast. Hun blev spillet af Alex Ahrendtsens 72-årige mor.