Lyt til artiklen

Der har været flere alvorlige politianmeldelser på Sorø Akademi de sidste 15 år.

Det viser en aktindsigt ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som B.T. har fået. Den seneste anmeldelse vedrører voldtægt og har den forgangne uge trukket overskrifter.

Men der er også flere anmeldelser vedrørende vold og euforiserende stoffer, ligesom der også er anmeldelser om trussel på livet, anden kønslig omgang eller tvang og blufærdighedskrænkelse.

Ifølge rektor på skolen Kristian Jacobsen er det ikke et problem, der er særligt for Sorø Akademi.

»Jeg tror ikke, at Sorø Akademi har flere anmeldelser end andre skoler. Men det er klart, når man har en kostskole, så er de unge mennesker sammen mange flere timer i døgnet, og det kan måske resultere i nogle andre situationer end på normale gymnasier,« siger han.

Der er flere sager om vold. To med næsten præcis et års mellemrum i 2016 og 2017. Hvad drejede de sig om?

»Jeg kan huske den ene sag, hvor der tale om et slag i ansigtet, som medførte bortvisning og politianmeldelse. Hvis der er noget særligt ved Sorø Akademi, så er det, at vi politianmelder, når der er foregået noget, der er strafbart.«

Ved du noget om sagen? Skriv til en af journalisterne bag historien på andw@bt.dk

B.T. har beskrevet flere konflikter på Sorø Akademi, hvor Kristian Jacobsen har været rektor siden august 2014. Blandt andet voldssagen fra 2017, hvor en pige slog en dreng flere gange i hovedet, så han måtte have behandlet sit øje på hospitalet.

Sorø Akademi har ligesom Herlufsholm en kostskole-afdeling. Med en 400-årig historie har Sorø Akademi gamle traditioner, som rektor Kristian Jacobsen forsøger at gøre op med, ligesom han har indført nultolerance-politik over for krænkelser og vold.

Det drejer sig blandt andet om et ritual, hvor de yngre elever skulle knæle og remse husrækken op for de ældre elever, og hvis de ikke gjorde det, fik de som minimum et slag i baghovedet.

Det ritual og flere andre er ifølge Kristian Jacobsen blevet ændret nu. Det fik en gruppe elever og forældre til i slutningen af 2019 at sende en anonym klage til Undervisningsministeriet, hvor de hudflettede rektoren.

Her lød det, at Kristian Jacobsen skulle »have gjort sig selv til en person, mange – elever ligesom nogle lærere – frygter«.

ARKIVFOTO: Sorø Akademi
ARKIVFOTO: Sorø Akademi Foto: SØREN STEFFEN
Vis mere

Til B.T. fortalte Kristian Jacobsen, at klagen gjorde stort indtryk på ham.

»Jeg blev enormt ked af det. Jeg oplevede, at der var en lille gruppe elever og måske familier bagved, der var utilfredse med den linje, jeg har lagt for skolen. Den giver de udtryk for over for bestyrelsesformanden eller ministeriet i stedet for at sige det til mig.«

Ritualerne, hvor der tidligere indgik vold, er ikke blevet politianmeldt, fortæller Kristian Jacobsen i dag.

»Da jeg kom til skolen, fik vi ændret på ritualerne og fik håndteret situationen.«

Så slaget indgår slet ikke længere?

»Det blev meget tydeligt meldt ud, at det kan vi ikke have, og ritualet findes ikke mere.«

Hvornår blev der sidst givet et slag i forbindelse med ritualet?

»Det kan jeg ikke huske. Men hver gang jeg har hørt om det, har jeg selvfølgelig givet en påtale for det. Men når det drejer sig om konkrete sager, kan jeg ikke gå i detaljer,« siger rektor Kristian Jacobsen.

Han fortæller videre, at han ikke er bekendt med sagerne, der ligger før 2014, og at han ikke har været med til at håndtere sagen om trussel på livet fra 2014.