Vækstpakke kan give 10 milliarder, men regeringen og Dansk Folkeparti afgør senere, hvad gevinsten skal gå til

Vækstpakken, som afslutter regeringens 2020-forhandlinger, kan give statskassen en gevinst på 10 milliarder kroner.

Men regeringen og Dansk Folkeparti bruger først pengene, når det er klart, om færre offentligt ansatte bliver sygemeldt og flere indvandrere får job.

Det fastslår finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) efter fredagens forhandlinger i Finansministeriet.

- Disse penge skal vi høste frugten af i de kommende år. Men til forskel fra Socialdemokratiet og SF har vi ikke indregnet disse penge i finansieringen af 2020-planen, siger han.

De Konservative har før foreslået at bruge gevinsten til lavere personskatter. Men fredag vil økonomiminister Brian Mikkelsen (K) ikke love skattelettelser.

- Vi bruger først pengene, når vi får dem i hånden. Fra 2015 vil vi bruge dem på vores sundhedsvæsen. Efter 2015 må vi se, hvad vi kan bruge dem til, siger Brian Mikkelsen.

Regeringen regner med at skaffe halvanden milliard kroner, hvis de offentligt ansatte har samme sygefravær som private virksomheder. Hver dag er 150.000 danskere sygemeldt. Det svarer til fem procent af arbejdsstyrken.

Desuden regner man med, at samfundet sparer tre milliarder kroner ved digitalisering af det offentlige med blandt andet NemID, digital post og NemKonto, og når studerende søger SU digitalt.

Dansk Folkeparti vil hellere bruge gevinsten til bedre velfærd samt at forbedre sygehusvæsnet fra 2015, forklarer partileder Pia Kjærsgaard.

- Samlet er det en god aftale. Det er fint på sundheds- og vækstområdet. Vi har en tryghedspakke på retsområdet. Alle parter, som står bag aftalen, kan være godt tilfredse, siger hun.

/ritzau/