Dansk Folkepartis gruppeformand i EU-Parlamentet, Anders Vistisen, kritiserer journalistikken i Bruxelles.

EU-politikeren Anders Vistisen har op til det kommende EU-parlamentsvalg skrevet en bog om danske mediers behandling af EU-stoffet.

Årsagen er, at han mener, at dækningen af begivenhederne i Bruxelles har en voldsom slagside. Den er alt for positiv og for ukritisk, hævder DF-gruppeformanden.

- Jeg synes ikke, at man bruger de samme journalistiske standarder i EU-journalistikken som i den øvrige, gode journalistik, der bliver lavet i Danmark.

- Og så bruger man alt for ukritisk EU-eksperter og går dem ikke efter i sømmene, når det viser sig, at de har taget fejl, siger Vistisen.

I bogen hiver han en lang række eksempler frem, der understøtter hans påstand, og der er ikke ret mange af de landsdækkende medier, der går fri.

- Det frustrerende er, at man har en fordrejning af vinklerne og en lemming-effekt, hvor alle forfølger den samme vinkel, siger Vistisen og henviser blandt andet til dækningen af brexit.

- Alt, hvad EU gør, beskrives som fornuftigt, og alt, hvad briterne gør, er forkert, siger han.

EU-parlamentarikerens eget bud på den skævhed i dækningen, han oplever, er, at de omkring 15 akkrediterede, danske EU-journalister i Bruxelles skal favne meget bredt.

- EU er et meget kompliceret stofområde, hvor man bliver meget afhængig af sine kilder.

- Så bliver man nemmere opslugt af stemningen i Bruxelles, og så får man ikke den samme kritiske journalistik som på Christiansborg, hvor der er 160 journalister, siger han.

Bogen bliver husstandsomdelt til 240.000 adresser i særligt udvalgte postnumre i begyndelsen af april, og den kan også læses i en elektronisk udgave på Anders Vistisens hjemmeside.

- Målet er at skabe en bred, folkelig debat. Og så er det op til læserne at vurdere, om de synes, at mine eksempler er stærke, og om mit kildemateriale er godt nok.

- Men jeg synes også, at journalister kunne have godt af at læse den og gøre op med sig selv, om de virkelig mener, at der ikke er forskel på, hvordan man behandler EU-stoffet sammenlignet med andre områder, siger han.

/ritzau/