Villy Søvndal, bakker op om Ole Sohn efter oplysninger om, at Sohn til det sidste støttede regimet i DDR og angiveligt ville modarbejde tysk genforening.

SF's gruppeformand, Ole Sohn, har opbakning fra sin partiformand, Villy Søvndal, ovenpå nye oplysninger om, at Sohn til det sidste støttede regimet i DDR og angiveligt ville modarbejde tysk genforening.

Det fremgår af en kortfattet skriftlig udtalelse fra Søvndal.

- Ole Sohn tog opgøret med kommunismen for 20 år siden. Han har redegjort for sin fortid og kommunismens forbrydelser i flere bøger. Det er jeg tilfreds med, siger Søvndal.

Hans udtalelse falder på baggrund af, at både B.T og Morgenavisen Jyllands-Posten fredag sår tvivl om de forklaringer, som Ole Sohn er kommet med i forbindelse med sit forhold til det tidligere DDR-regime i Østtyskland.

B.T. skriver, at Ole Sohn - der i årene 1987-1991 var formand for Danmarks Kommunistiske Parti, DKP - helt op til Murens fald udtrykte begejstring for regimet i et brev til den daværende DDR-leder, Erich Honecker.

Brevet står i kontrast til, hvad Ole Sohn tidligere har sagt om begivenhederne i DDR i tiden omkring Murens fald.

I flere interviews siden kollapset i 1989 har Ole Sohn således taget afstand fra forholdene i Østtyskland og forklaret, at han i den kolde krigs sidste år intet havde tilovers for DDR-regimet.

Også Jyllands-Posten sætter spørgsmålstegn ved Sohns senere udmeldinger.

Avisen fortæller således, at Sohn seks dage efter Murens fald forsikrede DDR-regimet om, at "DKP står fuldt og helt bag" regimets beslutninger og vil modarbejde alle planer om en genforening.

Avisens oplysninger stammer fra et telegram, som DDR's ambassadør i København sendte til Østberlin efter murens fald.

/ritzau/