Erhvervs- og vækstministeren skal atter forklare sin udtalelse om erhvervslivet, når oppositionen onsdag afkræver svar i Folketingssalen.

Der venter erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) en særdeles hård eftermiddag, når hun onsdag skal besvare spørgsmål under Folketingets spørgetid.

Her er en lang række politikere fra oppositionen således klar til at bore i den omstridte udtalelse om erhvervslivet, der i sidste uge sendte SF-formanden i kraftig modvind blandt landets virksomheder og hos flere partier på Christiansborg.

I et interview med Kjerteminde Avis anklagede ministeren erhvervslivet og de borgerlige partier for at have »en interesse i, at det ikke skal lykkes for den røde regering«, og selvom Vilhelmsen senere præciserede sin udtalelse, har det ikke mildnet spørgelysten hos oppositionen.

I Venstre vil flere af partiets politikere således fortsat have Vilhelmsen til at svare på spørgsmål om den famøse udtalelse.

- Hvem er det i erhvervslivet, som efter ministerens opfattelse har en interesse i, at regeringen ikke skal lykkes med at få gennemført sin politik?, lyder det fra partiets kommunalordfører, Jacob Jensen.

Erling Bonnesen, ligeledes fra Venstre, vil have Vilhelmsen til at indrømme, at udtalelsen var »en alvorlig fejl«.

- Vil ministeren her i Folketingssalen offentligt erklære, at de udmeldinger, ministeren gav til fynsk presse og senere gentog i landsdækkende medier, om, at erhvervslivet modarbejder regeringen, var en alvorlig fejl, der rokker ved tilliden, og hvor stor skade mener ministeren, det vil påføre erhvervslivet og dermed væksten?, lyder spørgsmålet fra Bonnesen.

Også fra Dansk Folkepartis side er der forberedt spørgsmål til Vilhelmsen.

- Vil ministeren på baggrund af ministerens udtalelser til Kjerteminde Avis komme med eksempler, som kan understøtte ministerens påstand om, at danske virksomheder modarbejder regeringens vækstinitiativer?, vil partiets erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby, have svar på.

Udtalelsen fra Vilhelmsen fik efterfølgende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til at understrege, at regeringen altså har et godt forhold til erhvervslivet.

- Erhvervs- og vækstministeren har jo været ude at sige, at hun ikke har udtrykt sig klart nok, og det synes jeg, vi skal tage til efterretning, og så vil jeg i øvrigt gerne sige, at regeringen har et godt samarbejde med erhvervslivet, sagde Thorning.