SFs formandskandidat vil stadig ikke spekulere i ministerposter, men hylder den afgående erhvervs- og vækstminister for blandt andet at have stabiliseret bankverdenen.

Dagen før afgørelsen på SFs formandsvalg råder Ole Sohn de to kandidater til at se bort fra ham, når det kommende ministerhold skal sættes.

Men meningsmålingernes favorit til at efterfølge Villy Søvndal på formandsposten, Annette Vilhelmsen, vil ikke fortælle, om hun har tænkt sig at tilbyde Sohn en ministerpost, hvis hun trækker sig sejrrigt ud af formandskampen med Astrid Krag.

- Jeg vil stadig ikke kommentere på, hvordan mit hold kommer til at se ud, hvis jeg bliver formand. Jeg synes sådan set, at de ministerposter, vi har, er gode. Og dem besætter vi i morgen, siger Annette Vilhelmsen.

Hun har ikke lyst til at stjæle fokus fra Ole Sohn, der definitivt har meldt ud, at han ikke stiller op til Folketinget efter denne valgperiode.

- I dag skal Ole have lov til at fortælle om sit arbejde som minister, så vi andre kan få sagt tak til Ole. Han har gjort er kæmpe stykke arbejde for at få erhvervsministeriet på det gode spor, som regeringen har fulgt, siger Annette Vilhelmsen.

Specielt på to områder har Ole Sohn gjort det godt i sin ministerrolle, mener Vilhelmsen.

- Han har haft en god kontakt til erhvervslivet og har fået stabiliseret bankverdenen, siger hun.

Spørgsmål: Er det et arbejde, som du selv vil videreføre, hvis du bliver formand?

- Hvis jeg bliver formand, så skal jeg fortælle dig det, siger Annette Vilhelmsen.

SFs ny formand offentliggøres cirka klokken 13:30 lørdag.