SF-formanden vil ikke kommentere Mattias Tesfayes kritik om, at SF er sat ind på en ny kurs efter efterårets formandsvalg, men hun synes ikke, at hun har stået for en ny linje indtil nu.

Mattias Tesfaye kunne ikke stå på mål for den nye SF-ledelses linje, og derfor er han stoppet som partiets næstformand.

Det skete formelt på et landsledelsesmøde torsdag, og efter valget af SFs nye næstformand, Peter Westermann, stillede formand Annette Vilhelmsen op til spørgsmål fra pressen. Hun vil ikke kommentere Mattias Tesfayes begrundelse for at sige stop, men siger, at hun ikke har lagt nogen ny linje i partiet, efter at hun blev valgt som formand i oktober.

- Den linje, der er i SF, er den, som er velkendt: Vi har indgået en god finanslov, vi har sikret et ja til Palæstina, vi har sikret en grøn omstilling, og vi har fået sat penge af til uddannelse, så det synes jeg ikke er en ny linje, siger Annette Vilhelmsen.

Hun fastslår, at den nyvalgte næstformand, som skal dele hvervet med Mette Touborg, er »dygtig og vil være rigtig god som næstformand sammen med Mette«, som han skal arbejde tæt sammen med, blandt andet frem mod kommunalvalget i november næste år.

- Peter er meget engageret og har meget energi. Vi står foran et kommunalvalg og et regionsvalg, som sker næste år, og vi har også en stor plan på vej om mere inddragelse af medlemmerne, og der ligger sådan et stort organisationsarbejde, og det er det, Peter sammen med Mette og resten af landsledelsen vil kaste sig over, siger Annette Vilhelmsen.

Hun erkender, at det har været en hård tid for SF på det seneste, og partiformanden forventer, at 27-årige Peter Westermann vil blive en solid støtte i SF-toppen.

- Det er vigtigt at få en næstformand, som er loyal over for SF og som bakker op om SF og forstår, at SF har været i en vanskelig tid, og det har været meget turbulent, og nu er vi sådan set klar til at gå styrket ud af døren igen, siger Annette Vilhelmsen.

Peter Westermann arbejdede under efterårets formandsvalgkamp i SF for at få Annette Vilhelmsen valgt i duellen mod sundhedsminister Astrid Krag. Mattias Tesfaye var omvendt en stærk fortaler for Krag, ligesom tidligere formand Villy Søvndal var det.