Inden hun kom til magten lovede SFs nye formand at inddrage baglandet i store politiske beslutninger. Men det undlod hun at gøre i forbindelse med den nye akutjobpakke

Trods sit løfte om øget inddragelse af baglandet, undlod SFs nyvalgte formand Annette Vilhelmsen at orientere partiets landsledelse om den aftale om 12.500 akutjob, som regeringen præsenterede i denne uge. Det skriver Politiken.

Aftalen har været på forhandlingsbordet i regeringen i flere uger, men selv om Vilhelmsen mandag mødtes med sin landsledelse, blev den ikke orienteret af erhvervs- og vækstministeren.

Det undrer flere medlemmer af landsledelsen.

- Det virker, som om den nye ledelse har ramt en realitetsmur. Nu vil det vise sig, hvor længe de, der har stemt på hende, bliver ved med ikke at sige noget, siger et landsledelsesmedlem, der ikke ønsker sit navn frem, til Politiken.

Thomas Klimek, der også er medlem af landsledelsen, så gerne, at det annoncerede øgede informationsniveau blev ført ud i livet.

- Det er naturligt, at man får en orientering om en så stor og væsentlig ting. Det tror jeg da også, vi kan forvente fremover. Man bør ændre praksis på det område, siger han.

Før hun blev valgt som formand, lovede Vilhelmsen løbende at inddrage de 19 medlemmer af landsledelsen under større forhandlinger.

- I første omgang skal landsledelsen give et mandat, man kan forhandle ud fra. Så skal man også have en inddragelse undervejs, og inden den endelige aftale ligger der, sagde hun dengang til Jyllands-Posten.

Hun kalder akutjobaftalen »stor«, men vil ikke svare på, hvorfor hun ikke fortalte landsledelsen om den.

- Det har jeg altså ikke nogen kommentarer til, siger hun til Politiken.