SF-formand Annette Vilhelmsen roser Enhedslisten for at indgå en rød og grøn finanslovaftale med regeringen. Hun betegner finansloven som ambitiøs trods krisen

Annette Vilhelmsen har forhandlet sin første finanslov på plads, og den nye formand for SF erklærer, at hun er yderst tilfreds med resultatet.

- Jeg er en meget glad og stolt over, at det er lykkedes regeringen at lave en så ambitiøs finanslov med Enhedslisten, selv om vi befinder os i en økonomisk krise, hvor midlerne er få og prioriteringerne hårde, siger hun i en pressemeddelelse.

Vilhelmsen glæder sig blandt andet over, at man nåede til enighed om en hjælpepakke til de langtidsledige, der risikerer at ryge ud af dagpengesystemet. Aftalepartneren Enhedslisten betegner hjælpepakken som en midlertidig løsning på et permanent problem, men alligevel er SF-formanden glad for, at støttepartiet er med i finanslovsaftalen.

- Vi har lavet en superfin finanslovsaftale inden for de meget snævre økonomiske rammer, og jeg vil godt rose Enhedslisten for deres medvirken til en aftale, der er såvel rød, grøn som økonomisk dybt ansvarlig. Det står i skærende kontrast til Venstre, der surmulende har sagt nej til meste, siger Annette Vilhelmsen.