Selvom Annette Vilhelmsen ikke vil gøre dagpengespørgsmålet til en del af formandskampen i SF, så forstår hun arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersens offentlige frustrationer.

- Det er ikke rimeligt, at 20.000 arbejdsløse skal miste deres indtægt, fordi mange af dem ikke kan få kontanthjælp.Sådan lød det fra SFs arbejdsmarkedsordfører, Eigil Andersen, tidligere i dag, da han uden opbakning fra folketingsgruppen offentligt luftede sine frustrationer på de arbejdsløses vegne.

Det er en ganske forståelig holdning, siger Annette Vilhelmsen, der kandiderer til formandsposten i SF.

- Det, jeg synes, man kan forstå på Eigil Andersens udmelding, er, at han har en oprigtig frustration i forhold til alle de mennesker, der står til at falde ud af dagpengesystemet, siger hun.

Annette Vilhelmsen understreger, at der er en aftale i regeringen om, at dagpengeperioden ikke bliver forlænget, og at hun derfor ikke vil gøre spørgsmålet til en del af valgkampen.

- Vi lige har vedtaget en akutpakke, som skal afhjælpe nogle af problemerne, men at han stadig har en stor frustration, er jo sådan set meget forståeligt, siger hun.

Og Eigil Andersen er ikke den eneste, der er frustreret, vurderer Annette Vilhelmsen.

- Jeg tror da dybest set, at det meste af Danmark deler hans frustration. Enten fordi man kender nogen, eller selv står i den situation, at man ryger ud af dagpengesystemet. Derfor skal vi hele tiden se på, hvad der kan gøres inden for den aftale, som ligger i regeringen, siger hun.

Formandskandidaten fra Kerteminde har de seneste dage oplevet en betydelig medvind. Først annoncerede tidligere formand Holger K. Nielsen, at han agter at stemme på Annette Vilhelmsen, og ifølge en rundspørge foretaget af Politiken støtter 59 procent af SFs partiforeningsformændene og byrådsmedlemmer også den fynske kandidat. 30 procent svarer i rundspørgen, at de støtter Astrid Krag.