Den flamboyante, tidligere Venstre-politiker Søren Pind blev for nogle år siden tilbudt et millionbeløb af Saxo Bank-milliardæren Lars Seier Christesen, hvis Pind ville forlade Venstre og stifte et nyt liberalt parti.

Tilbuddet til Pind faldt i kølvandet på de berømte 10 teser.

Søren Pind fremsatte i 2003 sammen med en flok liberale løver 'De 10 teser for at inspirere borgerlige og liberale sjæle.

Dengang var Søren Pind bygge- og teknikborgmester i København, og teserne faldt mildest talt ikke i god jord hos daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, som havde vundet nøglerne til Statsministeriet i 2001 ved at slå ind på en mere midtsøgende politiske linje.

Lars Seier Christensen har tilbudt Søren Pind fem millioner kroner for at stifte et nyt, liberalt parti.
Lars Seier Christensen har tilbudt Søren Pind fem millioner kroner for at stifte et nyt, liberalt parti. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Det liberale oprør blev slået hårdt ned af Fogh, og det var altså på den baggrund, at Lars Seier Christensen - som senere blev mæcen for Liberal Alliance - var parat til at give Søren Pind fem millioner kroner for at stille sig i spidsen for et nyt parti 'med et klart borgerligt-liberalt udgangspunkt'.

Det fremgår af et længere interview i magasinet Euroman, der er blevet lavet i forbindelse med Søren Pinds kommende bog 'Frie ord'. Af bogen fremgår det, at Søren Pind var noget overvældet over tilbuddet fra den kendte milliardær.

»På et tidspunkt fik jeg, nærmest som en transferkontrakt, tilbudt 5 mio. kr., som jeg kunne anvende efter forgodtbefindende,« skriver Pind i ifølge Jyllands-Posten i bogen, der udkommer senere på måneden.

I interviewet i Euroman fremgår det, at Søren Pind overvejede at sige farvel til Venstre for at stifte det nye liberale parti.

Hvad tænker du om på den måde at blive købt til at drive et parti? spørger journalisten i Euroman

»Det udtryk ville jeg ikke selv bruge, men det er da en alternativ måde at gøre tingene på. Men jeg efterlyser jo selv erhvervsfolk, som vil tage ansvar på sig og også gøre den slags ting. Jeg havde bare ikke hørt om sådan noget før. Og jeg sagde jo også nej,« siger han til Euroman.

Så du har ikke problemer med at blive tilbudt penge for at blive partiformand?

»Nej, det synes jeg egentlig ikke. Jeg synes, hvad skal man sige, at det er en pudsighed. For mit vedkommende ville de penge være blevet brugt til at udvikle partiet.«