Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Mens Morten Messerschmidt kæmper for at samle en folketingsgruppe i dyb splittelse, strømmer de nye medlemmer til med raketfart.

Siden Messerschmidt vandt formandsvalget søndag eftermiddag, har over 1700 nye medlemmer nu meldt sig under fanerne i Dansk Folkeparti.

Det oplyser partiet til B.T.

I løbet af mandagen har Dansk Folkeparti omtrent fået et nyt medlem hvert minut.

Det er dog ikke fordi, de mange nye medlemmer nødvendigvis kan mærkes i partikassen. Dansk Folkeparti har nemlig gjort det gratis at blive medlem resten af 2022 for at tiltrække folk. En del vælger dog at betale kontingent med det samme alligevel, oplyser partiet.

Omvendt har flere DFere i baglandet også forladt partiet, efter Messerschmidt ret overbevisende sejrede over Martin Henriksen og Merete Dea Larsen.

Mere end 50 DFere er smuttet, blandt andre John Harpøth, der har siddet i byrådet i Holbæk Kommune for DF i over 20 år. Han stifter nu lokallisten Ny Holbæk.

»Jeg har ikke kunnet se mig selv fortsætte i Dansk Folkeparti med nogen af de profiler, der har været med i formandsvalget,« sagde John Harpøth mandag til Sjællandske Medier.

Og flere i Dansk Folkepartis folketingsgruppe har luftet de samme tanker.

»Jeg havde foretrukket en anden end Morten Messerschmidt, men nu må vi se de næste 14 dage, om han virkelig vil samle partiet, eller det bare er noget, han siger,« sagde sundhedsordfører Liselott Blixt til B.T. kort efter formandsvalgets afgørelse.

»Jeg overvejer da min fremtid, men det er for tidligt at sige noget endnu,« sagde hun.

Tirsdag klokken 11 mødes Dansk Folkepartis folketingsgruppe for første gang siden formandsvalget i søndags. Det sker til et gruppemøde på Christiansborg.

Ifølge B.T.s oplysninger skal der ikke vælges ny gruppeledelse på mødet, men politikerne skal kigge hinanden i øjnene efter måneders blodig formandskamp, hvor flere i folketingsgruppen direkte har angrebet hinanden på kryds og tværs.

Andre læser også