'Det skal være mere attraktivt at bo i Danmarks landområder', har det gang på gang lydt fra regeringen.

Senest har Mette Frederiksen sendt et klart signal om, at penge skal flyttes fra Østdanmark til Vestdanmark i slagsmålet om en ny udligningsreform.

Men regeringens ministre gider ikke selv bo nær de landområder, som de taler varmt om til vælgerne.

To ud af tre af ministrene har slået sig ned i København eller i velstillede kommuner omkring København, selv om mange af dem er valgt i andre landsdele.

Hvis man ser på ministerlisten, bor 12 ud af 19 ministre i København eller i velhavende kvarterer tæt ved København.

Men det er et problem, mener valgforsker ved Aalborg Universitet Johannes Andersen.

»Når de magtfulde politikere vælger at samle sig i særlige områder – i nogle tilfælde langt fra de vælgere, som har stemt dem ind – så forstærker det afstanden mellem vælgerne og den politiske elite,« siger han.

Under valgkampen førte Mette Frederiksen kampagne på at være 'nordjyske Mette' fra Aalborg Øst, hvor hun er opstillet. Men hun har ikke boet i Nordjylland, siden hun studerede. Faktisk købte hun for lidt over et år siden et hus i Hareskovby nord for København for fem mio. kr.

Finansminister Nicolai Wammen er valgt i Østjylland, men flyttede sidste år ind i en dyr palævilla i Hellerup nord for København.

Derudover er ministrene Mogens Jensen og Ane Halsboe-Jørgensen valgt i Jylland, mens ministre som Magnus Heunicke og Kaare Dybvad er opstillet på Vestsjælland. Alle bor i København.

»Politikere er ikke længere repræsentanter for et lokalområde. De er placeret i forskellige valgkredse for, at partierne kan trække flest mulige stemmer. Det er et meget kalkuleret politisk spil,« siger Johannes Andersen.

Minister på vestegnen

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye er en af de eneste politikere, som bor på Københavns Vestegn, hvor man kæmper med sociale problemer, og hvor der er langt mellem palævillaerne.

Han bor i en ejerbolig i Albertslund. Ifølge Mattias Tesfaye er det vigtigt, at han bor på Vestegnen, fordi han er valgt der.

»Det er et problem, hvis alle folketingsmedlemmer bor de samme steder, har taget de samme uddannelser og lever de samme liv. Vi bliver for ens og kommer for langt væk fra vælgerne,« siger han i en skriftlig kommentar.

»Det er vigtigt, at vælgerne kan møde de folkevalgte ved køledisken nede i Kvickly eller i den lokale fodboldklub. Det er folkestyre for mig,« siger Tesfaye.

Blandt de 11 partiformænd bor alle i København eller Nordsjælland på nær Søren Pape Poulsen og Kristian Thulesen Dahl.

Formanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, mener, at det er et demokratisk problem, hvis alt for mange poltikere klumper sammen i København. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)
Formanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, mener, at det er et demokratisk problem, hvis alt for mange poltikere klumper sammen i København. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix) Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

DF-formanden Kristian Thulesen Dahl har siddet over 25 år i Folketinget, men er blevet boende i sin jyske valgkreds.

Han vil ikke pege fingre af enkeltpersoner på Christiansborg. Men han ser københaver-trenden som et »seriøst problem«.

»Det er skadeligt for vores demokrati. Når politikerne klumper sammen i hovedstaden, ødelægger det vores system med valgkredse, der skal sikre, at alle områder bliver repræsenteret lige godt,« siger han.

Men det er jo vælgerne, som bestemmer. Og de har stemt de nuværende folketingsmedlemmer ind?

»Ja, og det skal man respektere. Men jeg tror, at den kløft, der kan opstå mellem vælgerne og politikerne, blandt andet skyldes, at færre politikere lever tæt på de mennesker, som de skal repræsentere,« siger han.

Selv bor DF-formanden i landsbyen Thyregod, hvor han også stiller op. Det er et meget bevidst valg, han tog for mange år siden.

»Det er svært rent praktisk, når man arbejder i København. Men jeg ville ikke kunne fornemme, hvad der sker i Sydjylland, hvis jeg boede i København,« siger han.

Hvis man ser på alle Folketingets medlemmer, så bor næsten hver anden i København eller i rige kommuner i Region Hovedstaden, viser B.T.s optælling.

Finansminister Nicolai Wammen købte sammen med kæresten en villalejlighed i det eksklusive Hellerup for knap ni millioner kroner i maj. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
Finansminister Nicolai Wammen købte sammen med kæresten en villalejlighed i det eksklusive Hellerup for knap ni millioner kroner i maj. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix) Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra flere toppolitikere, som bor i hovedstaden, men er valgt i Jylland eller på Fyn. Ingen af de adspurgte har dog ønsket at stille op.

Flere ministre har dog tidligere fortalt om deres valg af bopæl i København.

Sundhedsminister Magnus Heunicke flyttede i 2016 fra Næstved til København, fordi hverdagen med små børn ikke kunne hænge sammen.

»Vi bruger dagligt hver tre timer til transport, og det går ud over pigerne. Vi spiser for sjældent sammen. Vi har prøvet, men det fungerer ikke, selv om vi får enorm meget hjælp af vores familier og venner,« sagde han dengang til Sjællandske.