Det bliver Hans Østergaard fra Venstre, der bliver ny borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune. Det oplyser Hans Østergaard til TV MIDTVEST.

»Jeg er den nye borgmester, og det er en rigtig, rigtig god løsning,« siger Hans Østergaard.

Aftalen er lavet mellem Venstre og Socialdemokratiet. Hele dagen er der ellers blevet forhandlet mellem Socialdemokratiet og Kristendemokraterne.

»Det har været en svær opgave at komme i mål, men nu er det endt ud i denne her løsning. Forhandlingerne mellem S og KD har været så svær at få i mål, at de måtte trække stikket, og så blev det en aftale med mig og Venstre i stedet,« siger Hans Østergaard til TV MIDTVEST.

Hans Østergaard har været i kommunalpolitik i 16 år.

Kristendemokraterne og Kristian Andersen er ikke med i aftalen, men Venstre og Socialdemokratiet lover at søge et bredt samarbejde.

Aftalen mellem V og S blev indgået, mens Kristian Andersen fra Kristendemokraterne var til spisepause.

»Jeg har ikke hørt noget om, at der er lavet en aftale og ved ikke endnu, om jeg bliver borgmester. Vi har snakket på kryds og tværs, og jeg har lige været nede og få noget mad,« siger Kristian Andersen til TV MIDTVEST.

Socialdemokraten Søren Elbæk bliver ny viceborgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Hans Østergaard overtager borgmesterkontoret efter partifællen Iver Enevoldsen, og dermed bevarer Venstre borgmesterposten.

tvmidtvest.dk/artikel/hans-oestergaard-ny-borgmester