Få dage før genåbningen har regeringen ikke nogen plan for, hvordan der nu skal testes for corona.

Ikke engang hos dem, der driver testcentrene, ved de lige nu hvad der skal ske, når de sidste restriktioner ryger tirsdag den 1. februar.

Sundhedsminister Magnus Heunicke sagde ellers på regeringens pressemøde onsdag aften, at man i højere grad skulle bruge hjemmetest, og at regeringen ville komme med en plan for, hvordan test nu skulle foregå.

»Men vi har slet ikke hørt noget fra regeringen om, hvad der egentlig skal ske fra på tirsdag, så det ser vi selvfølgelig meget frem til,« siger presseansvarlig i Copenhagen Medical, Trine Baadsgard.

Copenhagen Medical udbyder kviktest i Region Hovedstaden og har lige nu omkring 7500 ansatte til at dække vagterne i centrene.

Firmaet har en kontrakt, hvor de er forpligtede til at sørge for, at der er et kviktest-center i alle de 29 kommuner i Region Hovedstaden. Kontrakten gælder frem til den 31. marts i år og kan opsiges med én måneds varsel. Men indtil videre er der altså radiotavshed fra regeringen.

Firmaet Copenhagen Medical står for testningen med lyntests imod covid-19 i Region Hovedstaden.
Firmaet Copenhagen Medical står for testningen med lyntests imod covid-19 i Region Hovedstaden. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Heller ikke hos Falck, der har hurtigtestcentre i tre regioner, har man hørt noget om, hvad der skal ske på tirsdag.

Falck regner derfor med, at de vil køre videre med samme bemandingen i centrene, som man har haft de seneste uger, hvor der er blevet skuet ned for testkapaciteten.

Der er ingen i regeringen, der præcist ved, hvor mange skattekroner man egentlig har brugt på coronatest i løbet af pandemien. Et tidligere overslag viser dog, at testindsatsen i løbet af de sidste to år kan have kostet omkring to milliarder kroner om måneden.

B.T. kunne onsdag aften også fortælle, at Danmark lige nu og frem til midten af februar til at modtage i alt 55 millioner hjemmetest fra en ordre på i alt 1,6 milliarder kroner, der blev lavet i december 2021.

Heller ikke hos sundhedsordførerne på Christiansborg har man fået noget af vide om, hvad regeringens plan for test, lyder det fra Per Larsen, der er sundhedsordfører for De Konservative.

»Jeg synes, det giver mening at vi bruger hjemmetest langt mere. Vi kan også få frigivet en masse arbejdskraft ved de mange mennesker, som er ansat ude i testcentrene, og som der er hårdt brug for andre steder lige nu,« siger Per Larsen.

Han undrer sig også over, hvorfor man ikke i højere grad kan bruge den, ifølge regeringen, vigtige spildevandsovervågning til at holde styr på smitten i samfundet.

Og så er det ifølge Per Larsen svært at forstå, hvorfor regeringen ikke har meldt noget ud om test endnu. Blandt andet fordi staten risikerer at betale unødvendigt mange penge til testudbyderne.

»På den her måde risikerer regeringen lige nu at påføre skatteyderne en helt unødvendigt stor regning. Det er svært at forstå, at der ikke er bedre styr på det. Man spørger jo sig selv, om der er en voksen til stede i regeringen,« siger Per Larsen.

B.T. har siden onsdag aften forsøgt at få svar fra regeringen på, hvad der skal ske med test. Justitsministeriet, der er ansvarlige for indkøb af test, skriver fredag eftermiddag i en mail til B.T., at testindsatsen skal ændres, men ikke hvordan, den skal det.

»I den nuværende situation er det oplagt, at testindsatsen skal skaleres yderligere ned, og det er regeringen derfor også i dialog med sundhedsmyndighederne og relevante aktører om,« lyder det fra justitsminister Nick Hækkerup i mailen.

Andre læser også