Vilde jubelscener brød ud foran det britiske parlament, da det stod klart, at Theresa Mays brexitaftale var blevet nedstemt og flået i stumper og stykker.

For helt som ventet blev det et nederlag til premierministeren, der tirsdag aften måtte erkende, at hendes skilsmissaftale med EU, aldrig havde en chance.

»Det er et meget stort nederlag. Og nok endnu større, end det var forventet,« siger David York, der var en blandt flere tusind ‘remainers,’ der var mødt op for at følge afstemningen på storskærm foran parlamentet.

For ikke alene blev det et nederlag. Det blev til historiske tæsk, da et massivt flertal stemte imod hendes aftale.

David York håber at Storbritannien forbliver i EU.
David York håber at Storbritannien forbliver i EU.
Vis mere

Hele 432 parlamentmedlemmer stemte imod mens 202 stemte for.

Desuden stemte over en tredjedel af Theresa Mays egne partifæller i det konservative parti imod deres partileders ønske. 196 Konservative stemte for, mens 118 stemte imod.

»Det er et kæmpe nederlag. Jeg tror, det er det største nederlag, nogen premierminister nogensinde har lidt her i landet,« siger Nicki Thompson, som B.T. møder på Parliament Square Garden mellem den berømte katedral Westminster Abbey og parlamentet.

Og hun har helt ret. For det kolossale flertal imod premierministerens aftale med EU er det største nederlag, en britisk regering har lidt i en afstemning siden 1924.

Glædestårerne opstod simultant med at afstemningsresultatet blev offentliggjort.
Glædestårerne opstod simultant med at afstemningsresultatet blev offentliggjort. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

En mand kunne øjensynligt ikke holde tårerne tilbage, da resultatet stod klart.

Han gemte sit ansigt i sine hænder, da hans glædesudbrud opstod simultant med offentliggørelsen af afstemningen.

Som det var tilfældet for langt størstedelen af de fremmødte bar han EU-flag og farver, der klart tilkendegav, at han håber på endnu en folkeafstemning.

Det er også tilfældet for Nicki Thompson.

»Jeg synes, det er det rigtige resultat.«

»Regeringen har kludret i det i de sidste to og et halvt år. Det eneste, de har gjort, er at skændes internt. Der er så mange fraktioner internt i regeringen,« siger hun og fortsætter:

Nicki Thompson håber, at nederlaget til May tirsdag aften kan lede til en ny folkeafstemning og brexit.
Nicki Thompson håber, at nederlaget til May tirsdag aften kan lede til en ny folkeafstemning og brexit.
Vis mere

»Det er en absolut skændsel, det de har gjort mod dette land. Aftalen var nødt til at blive stemt ned, og nu må valget komme tilbage til folket,« siger hun.

David York krydser også fingre for at Storbritannien forbliver et EU-medlem, men han er skeptisk.

»Efter min mening er det en katastrofe at forlade EU, selvom ikke alt er godt i EU,« siger han og fortsætter:

»Jeg tror stadig, der er lang vej for Theresa May. Nu er der mistillidsafstemningen i morgen (onsdag), og den skal hun overleve først.«

Historisk nederlag til Theresa May. Det britiske parlament har forkastet premierminister Theresa Mays brexitaftale. London tirsdag den 15. januar 2019.
Historisk nederlag til Theresa May. Det britiske parlament har forkastet premierminister Theresa Mays brexitaftale. London tirsdag den 15. januar 2019. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Han henviser til det mistillidsvotum, som oppositionsleder, Jeremy Corbyn, fremsagde straks efter nederlaget til May.

Labour-lederen går øjensynligt efter et nyt valg, der kunne gøre ham til ny premierminister.

Det forventes dog at regeringen og Theresa May får støtte til at fortsætte.

Det nordirske parti Democratic Unionist Party (DUP) har tirsdag aften meddelt, at det vil bakke Theresa May op i mistillidsafstemningen mod hendes regering.

Historisk nederlag til Theresa May. Det britiske parlament har forkastet premierminister Theresa Mays brexitaftale. London tirsdag den 15. januar 2019.
Historisk nederlag til Theresa May. Det britiske parlament har forkastet premierminister Theresa Mays brexitaftale. London tirsdag den 15. januar 2019. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Og de 118 konservative, der stemte mod Mays brexitaftale, vil næppe overlade magten til deres rivaler.

Debatten inden afstemningen begynder klokken 14 og vil vare indtil klokken 20 dansk tid.