Københavns Kommune vil arbejde for at gøre hovedstaden fri for trafik med fossile køretøjer såsom benzin- og dieselbiler i 2030.

Det blev alle partier i Borgerrepræsentationen torsdag aften enige om.

Forslaget var fremsat af SF og Alternativet, og det blev vedtaget med en tilføjelse om, at der skal laves nogle undersøgelser.

»Udviklingen går rivende stærkt, og det, vi ved som politikere, er, at hvis ikke man sætter en ambition, så sker der ikke udvikling.«

»Så vi er nødt til at skubbe på, siger byudviklingsordfører Rasmus Steenberger (SF) i København.

Det er praktiske forhold, såsom hvordan man får ladestandere op på syv år, og hvad der skal ske i samarbejdet med Frederiksberg Kommune, hvis der ikke også her kommer fossilt forbud, som forvaltningen skal undersøge.

Undersøgelserne betyder, at det først på årets sidste møde vil være muligt at tegne et billede af, hvordan omstillingen skal se ud.

Men der er også brug for hjælp fra Folketinget.

Et politisk flertal blev i 2021 enige om, at det skulle være muligt for kommuner at indføre 'nul-emissionszoner', hvor der ikke må køre benzin- og dieselbiler.

Det var en aftale, som den daværende S-regering indgik med SF, De Radikale og Enhedslisten i september 2021.

Men ifølge Rasmus Steenberger er aftalen ikke blevet til lov endnu.

/ritzau/