Der er ikke nok arbejde til Folketingets 179 medlemmer, mener en gruppe af toppolitikere, som nu foreslår at vinke farvel til 30 af de folkevalgte på tinge. God idé, lyder det fra to S- og V-baglandsprofiler, mens Folketingets formand advarer mod at ændre sammensætningen af Folketinget.

Der er alt for mange medlemmer af ­Folketinget. Sådan lyder det nu fra en række top­politikere på tværs af partierne i Folketinget. Deres læsning er ens, skriver Berlingske.

I takt med, at mere lovgivning er blevet flyttet til Bruxelles, og landets kommuner har fået større muskler, er der mindre at lave for medlemmerne af landets parlament. Derfor mener de, at Folketinget – ligesom resten af samfundet – skal reformeres, og at en betragtelig del af de nuværende 179 grønpolstrede stole­sæder derfor skal fjernes og opmagasineres i Folketingets­ depoter.

Venstres mangeårige minister og 1. næstformand for Folketinget, Bertel Haarder (V), fører an. Han mener, at 149 folketings­medlemmer »er rigeligt«.

»Begrundelsen er, at der er færre opgaver at tage sig af for Folketingets medlemmer. EU har taget godt og vel ti pct. af lov­givningen. Det kommunale selvstyre har taget ti pct. af lovgivningen. Det institutionelle selvstyre med bestyrelser, stærke ledelser og taxa­meterprincipper har også taget ti pct. af Folketingets indflydelse. Så det er et problem for mange politikere, at de har fået mindre og mindre at blande sig i. Vi kan se, hvordan andre lande klarer sig med betydeligt færre folketingspolitikere – f.eks. Holland, Norge og Israel,« siger Bertel Haarder.

Tallet 179 har ellers næsten ikonisk status i Folketinget. 175 valgte medlemmer fra Danmark samt fire mandater fra Grønland og Færøerne udgør den folkevalgte forsamling på Christiansborg. Men ifølge Bertel Haarder, som også er en af favoritterne til at blive formand for Folketinget, hvis de borgerlige vinder næste valg, skal også Folketinget være parat til at reformere sig, hvis tiden er til det.

»Jeg ved godt, at der ikke er nogle af folketingsmedlemmerne, der driver den af, men det er altså ikke alle aktiviteter, der er lige meningsfulde. Det vil måske betyde, at man kunne rekruttere dygtigere politikere. Det vil samtidig give bedre plads, højere prestige, og så kunne det være, at en reduktion af antallet af medlemmer skulle føre til en tilsvarende stigning i lønnen, så det ville skabe større incitament til at blive folketingspolitiker,« siger Bertel Haarder.

Idéen får støtte fra flere sider. Liberal Alliances­ formand, Anders Samuelsen (LA), er varm fortaler for tanken, da han ønsker en markant mindre offentlig sektor og ikke mener, at Folketinget skal fredes.

»150 medlemmer lyder som et godt sted at starte. Man har i et eller andet omfang tømt Folketinget for indhold. Det, synes jeg, er fint, for vi går ind for decentralisering, men det gør nok også, at der er forholdsmæssigt meget tid, som går med forholdsvist lige­gyldige beslutningsforslag, hvor man finder på ting og sager, som man kan bruge hinandens tid på. Det er spild af energi,« siger Anders Samuelsen.

Også Dansk Folkepartis medlem af Folketingets­ Præsidium, tidligere partiformand Pia Kjærsgaard (DF), mener, at der skal ­skæres i antallet af folkevalgte. Hun mener, at der særligt i de største partier ikke er nok at lave for de menige folketingsmedlemmer.

»Man bør absolut give det en tanke, om ikke 179 folketingsmedlemmer er for mange for et lille land som Danmark? Jeg er enig i, at man må drøfte, om det ikke er på tide at sætte antallet ned. I mine øjne burde man have gjort det for lang tid siden,« siger Pia Kjærsgaard.

Hun vil selv rejse sagen i Folketingets Præsidium og på et af de kommende møder i Folketingets Udvalg for Forretningsorden.

»Fordelen vil være, at man på den måde samler et folketing, hvor der er meningsfulde opgaver til alle. Jeg tror – og det gælder også Bertel Haarders eget parti, Venstre, og for så vidt også Socialdemokratiet – at der simpelthen ikke er nok at lave for alle medlemmerne. Det er jo et problem. Det nytter ikke noget, at man for at give et eksempel har en margarine­ordfører, fordi man bliver nødt til at dele opgaverne op,« siger Pia Kjærsgaard.

Idéen finder klar resonans i dele af Venstres­ bagland. ­Regionsrådsformand i Region Syddanmark, Carl Holst (V), der også er medlem af Venstres forretningsudvalg, mener, at flere folketingsmedlemmer leder med lys og lygte efter enkeltsager, som de kan profilere sig på, selv om det politiske ansvar reelt ligger et andet sted.

»Jeg kan godt følge Bertel Haarders tanke. En af årsagerne til, at folketings­medlemmer ofte går ind i en kommunal eller regional enkeltsag, selv om det ikke har noget med deres ansvar at gøre, tror jeg, hænger sammen med, at de keder sig. Jeg har spekuleret på, at Folketinget er delt i tre grupper: En gruppe, der har travlt. En gruppe, der har for travlt. Og en gruppe, der ikke har noget at lave. Kunne man ikke gøre noget ved det ved at ændre sammensætningen?,« siger Carl Holst.

Også et stykke ind i Socialdemokraterne vinder forslaget gehør. Den socialdemokratiske borgmester i Herlev, Thomas Gyldal Petersen (S), mener, at Folketinget har ædt sig alt for langt ind på det kommunale råderum, og at det nu er tid for Folketinget til at trække følehornene tilbage.

»Der er ikke meningsfyldt arbejde til 179 folkevalgte. Mit perspektiv er, at vi bliver nødt til at reducere antallet af medlemmer, for at det lokale demokrati får ilt til at være den motor i udviklingen af vores velfærdssamfund, som det altid har været,« siger Thomas­ Gyldal Petersen.

En ændring af sammensætningen af Folketinget kan umiddelbart lyde som en uoverkommelig opgave. Men ét ord i grundloven betyder, at man faktisk kan ændre antallet af folketingsmedlemmer uden at skulle revidere grundloven. Det er ordet højst. Grundloven definerer nemlig Folketinget som »én forsamling bestående af højst 179 medlemmer«, og en ændring kræver derfor kun et normalt flertal i folketingssalen og ikke en folkeafstemning, ifølge statsretsekspert og juraprofessor på Aarhus Universitet Jørgen Albæk Jensen.

»Grundloven stiller det krav, at der skal være en ligelig repræsentation af anskuelser. Der kan man sige, at der er en grænse for, hvor langt ned man kan gå. Men både 149 og 125 folketingsmedlemmer vil sagtens kunne gå. Det eneste det kræver, er et flertal i folketingssalen,« siger Jørgen Albæk Jensen.

Han tilføjer, at der ikke oprindeligt var nogen særlig grund til, at Folketinget netop skulle bestå af 179 personer.

»Når man til at starte med endte med 179 medlemmer, så var det lidt tilfældigt. Der ligger­ ikke nogle mere principielle overvejelser omkring det. Selvfølgelig skal der være en bred repræsentation, og det skal være muligt at sætte sig ordentligt ind i sagerne, men andre overvejelser har der ikke været,« siger Jørgen Albæk Jensen.

Alligevel mener Bertel Haarder, at en ændring af sammensætningen af Folketinget er så fundamental en beslutning, at den bør lægges ud til en folkeafstemning i forbindelse med en ændring af grundloven.

»Det er det samme med tronfølge­ændringer – det bør følges med ændringer af grundloven. Og jeg vil på det kraftigste anbefale, at man binder det sammen med en grundlovsændring og lægger det ud til en folke­afstemning. Det er skræddersyet til en folkeafstemning. Det er et tema, alle vil kunne forstå, og som alle vil kunne tage stilling til. Jeg tror i øvrigt, at der vil være massiv opslutning til at nedjustere antallet af medlemmer,« siger Bertel Haarder.

Idéen får det til imidlertid til at risle koldt ned ad ryggen på en række andre folketingsmedlemmer. Flere medlemmer af de partier, som i forvejen er svækket i meningsmålingerne, vil få endnu sværere ved at blive genvalgt, mens andre frygter, at det repræsentative demokrati vil blive svækket, hvis der bliver færre folketingsmedlemmer til at varetage danskernes interesser.

Sidstnævnte pointe er også den største bekymring blandt valg- og demokrati­forskere som professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet. Han vurderer, at Folketinget risikerer at blive en mere elitær størrelse, end det er i dag.

»Hvis vi gerne vil have, at både de tykke, tynde, lyshårede, rødhårede, arbejdsløse og højtuddannede skal være repræsenteret, så skal man ikke have færre folkevalgte. Så ud fra et stringent, demokratisk synspunkt vil det være en dårlig idé. Men argumentet om effektivitet er altid en afvejning i et demokrati,« siger Kasper Møller Hansen.

Han peger samtidig på, at idéen kan sætte fut under en svær debat om Grønland og Færøernes repræsentation i Folketinget. De fire nordatlantiske mandater er mejslet i granit i grundloven, men vil blive næsten umulige at opretholde, hvis man reducerer antallet af medlemmer til 149.

»Det kan være svært at sikre, at der skal være to medlemmer fra både Færøerne og Grønland, hvis man begynder at skære ned. De er i forvejen langt overrepræsenterede i forhold til, hvad de burde være. Det kan også være, at der er andre tyndbefolkede områder, som vil blive dårligere repræsenteret,« siger Kasper Møller Hansen.

Udfordringen med at sikre, at alle danskere føler sig repræsenteret på tinge optager også regionsrådsformand Carl Holst (V). Han udfordrer dog samtidig præmissen med et konkret eksempel:

»En af de kredse i Danmark, der har flest folketingsmedlemmer valgt, er Sønderborg-kredsen. Det ændrede dog ikke ved det faktum, at Sønderborg Kaserne blev nedlagt,« siger Carl Holst.

Debatten om antallet af folketingsmedlemmer puster samtidig liv i en endnu bredere diskussion om indretningen af Folketingets arbejde. Selv om Folketingets Præsidium med folketingsformand Mogens Lykketoft (S) i spidsen har forsøgt at tilføje en kende mere liv til debatterne i folketingssalen, foregår arbejdet i de stående udvalg fortsat efter en skabelon, som får flere MFere til at karakterisere en del af arbejdet som »beskæftigelses­terapi«.

Liberal Alliances politiske leder, Anders Samuelsen, foreslår således, at man gennemfører en omfattende reform af Folketingets struktur og nedlægger en række af Folketingets 28 udvalg. Samuelsen mener, at Folketinget kunne nøjes med en håndfuld faste udvalg som finansudvalget, arbejdsmarkedsudvalget, sundhedsudvalget og socialudvalget, og at alle øvrige spørgsmål bliver håndteret af mere flyvske ad-hoc-udvalg.

»I gamle dage var der nærmest ikke nogen stående udvalg. Der var kun ad hoc-udvalg, og det er værd at overveje, om det ikke er blevet en form for beskæftigelsesterapi for Folke­tinget, at man har alle de her faste udvalg, som måske heller ikke er så vel­besøgte, som de burde være,« siger Anders Samuelsen.

Herlevs socialdemokratiske borgmester, Thomas Gyldal Petersen, mener, at der er behov for en egentlig folketingsreform, som begrænser parlamentets beslutningskraft i forhold til kommunerne. Han foreslår helt konkret, at hvert enkelt lovforslag bliver vurderet ud fra, om det skaber mere eller mindre centralisering – ligesom lovforslag i dag for eksempel bliver ledsaget af embedsværkets vurdering af forslagets økonomiske og miljømæssige effekter.

»Det kunne være rigtigt interessant, hvis hvert lovforslag også blev vurderet ud fra, om det skaber mere centralisering. Hvis det gør, så skal der virkelig være gode argumenter for at gennemføre det. I dag trækker folketingspolitikere beslutningskraft til Christians­borg alene med den begrundelse, at de tror, at de er klogere,« siger Thomas Gyldal Petersen.­

Også i andre hjørner af det politiske Danmark bliver der for tiden arbejdet på nye planer for udviklingen i demokratiet. I den tidligere radikale kulturminister Uffe Elbæks nystartede parti, Alternativet, er man i fuld gang med at udvikle et politisk program, der indeholder forslag til at udvikle de demokratiske beslutningsprocesser.

Uffe Elbæk mener, at Bertel Haarder har fat i den lange ende, men ønsker samtidig en langt mere direkte borger­inddragelse. En del af udkastet til Alternativets kommende partiprogram indeholder derfor et forslag om, at 50.000 underskrifter fra borgerne skal kunne føre til, at et forslag kommer på dagsordenen i folketingssalen. En model, som stammer fra det finske parlament.

»Hvis man kan få 50.000 menneskers opbakning, så skal parlamentet tage en konkret sag op. Dermed håber vi, at den folkelige debat kan få en større gennemslagskraft i Folketinget og give ny dynamik til demokratiet. En sag som Goldman Sachs er et godt eksempel på en sag, der skulle ende i folketings­salen,« siger Uffe Elbæk.

Ønskerne til en folketingsreform er således mange. Men der bliver dog næppe flertal nu og her for en større reform af Folketingets arbejde eller en reduktion af antallet af folketings­medlemmer.

I Venstres ledelse afviser gruppeformand Kristian Jensen (V) over for Berlingske at kommentere på debatten, før han personligt har snakket med Bertel Haarder. I stedet sender han en sms:

»Jeg kender ikke Bertel Haarders forslag og begrundelser og kan derfor ikke kommentere på det«.

De radikales gruppeformand, Christian Friis Bach (R), vil gerne være med til at »forny« den måde, de folkevalgte arbejder på. Han mener f.eks., at alle Folketingets udvalg i langt højere grad skal inddrage EU og andre internationale perspektiver i sit arbejde. Men antallet af medlemmer skal der ikke pilles­ ved.

»Jeg synes bestemt ikke, at vi skal have færre medlemmer. Én ting er, hvad der sker på Christiansborg, noget andet er, hvad der sker i det yderste landsdistrikt og på de danske øer. Vi bliver nødt til at være mange folketingsmedlemmer, for at vi kan nå helt ud i det danske samfund og skabe den kontakt, der skal til for, at vi afspejler befolkningens holdninger og ønsker,« siger Christian Friis Bach.

Han undrer sig højlydt over, at der ikke skulle være nok arbejde til alle MFere.

»Hvis der er nogen herinde, der mangler noget at lave, så tag ud i det ganske land. I det fjerneste hjørne. Besøg de svageste borgere eller de stærkeste virksomheder. Ud og tal. Der er rigeligt med arbejde, hvis vi skal kunne danne bro mellem det, der foregår herinde, og det der sker i befolkningen. Vi har set en række sager på det seneste, hvor befolkningen har følt, at man har været koblet helt af. Det er en jo en kæmpe opgave for os,« siger den radikale gruppeformand og tidligere udviklingsminister.

Folketingets formand, Mogens Lykketoft, er heller ikke parat til at ændre radikalt på Folketingets sammensætning. Han køber samtidig ikke præmissen om, at større magt til EU og stærkere kommuner fører til mindre arbejde for folketingsmedlemmerne.

»Jeg ser ikke nogen anledning til at drøfte antallet af folketingsmedlemmer. De allerfleste har travlt, de har et stort arbejdspres og der er ikke nogen nedgang i den samlede lovbehandlingsmængde. Arbejdsbyrden er ikke faldet. Det er en illusion«.

Spørgsmål: Ville det skade demokratiet, hvis vi fik 30 færre folketingsmedlemmer?

»Jeg kan ikke finde på mere at sige om den sag,« siger Mogens Lykketoft.