På det tredje retsmøde i svindelsagen mod Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, har to vidner skabt tvivl om politikerens forklaringer.

I første omgang var det den tidligere generalsekretær for EU-partialliancen Meld, belgieren Michaël Verbeke, der i vidneskranken afviste, at han var blevet informeret om, at den EU-konference, som er helt central i sagen, foregik samtidig med Dansk Folkepartis sommergruppemøde i Skagen i august 2015.

»For mig var der udelukkende tale om en europæisk konference,« lød det fra Michaël Verbeke via en videoforbindelse fra Bruxelles under retsmødet i Lyngby.

»Så du var ikke bekendt med, at det var en fælles konference i 2015 mellem DF og Meld,« spørger anklager Andreas Laursen.

»Nej, det vidste jeg ikke,« lyder det fra Verbeke.

Samme svar kom fra dagens andet vidne, Wolfgang Herzig, der dengang arbejdede for EU-Parlamentets finansielle kontrolenhed, DG Finance.

Under et kontrolbesøg i 2016 var det ifølge ham ikke blevet nævnt, at der ikke var tale om en ren EU-konference.

Begge vidners udsagn står i modstrid med tidligere udmeldinger fra Morten Messerschmidt.

Han har tidligere forklaret, at der var fuld åbenhed om, at konferencen var en del af sommergruppemødet.

Sagen mod Morten Messerschmidt blev indledt i Retten i Lyngby 2. august. Den forventes afsluttet 13. august.
Sagen mod Morten Messerschmidt blev indledt i Retten i Lyngby 2. august. Den forventes afsluttet 13. august. Foto: Philip Davali
Vis mere

Anklagerne mener, at konferencen aldrig fandt sted, og at støtten fra EU altså er blevet misbrugt til at betale for DF's sommergruppemøde.

I sagen er Morten Messerschmidt tiltalt for at svindle med EU-midler for knap 99.000 kroner.

Oveni det er han også tiltalt for dokumentfalsk i forbindelse med afholdelsen af sommergruppemødet i 2015.

Her fokuserer anklageren især på en kontrakt med det hotel, Color Hotel Skagen, hvor sommergruppemødet blev afviklet.

Kontrakten blev underskrevet af Morten Messerschmidt og efterfølgende brugt som dokumentation for at få dækket udgifterne med EU-midler.

Pressen venter på at Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt ankommer til Retten i Lyngby.
Pressen venter på at Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt ankommer til Retten i Lyngby. Foto: Philip Davali
Vis mere

Problemet er dog, at det var sekretariatschef i Dansk Folkeparti, Jeanie Nørhave, der underskrev på vegne af hotellet.

Hun forklarede ved retsmødet torsdag, at hun følte sig presset til at skrive under af Morten Messerschmidts betroede assistent, Søren Peter Jensen.

»Pludselig opdager jeg, at jeg er blevet foranlediget til at skrive under på noget, jeg ikke skulle have skrevet under på. Hele min verden brød sammen,« forklarede en tydeligt berørt Jeanie Nørhave under sin afhøring.

Bagmandspolitiet går efter fængselsstraf til DF-næstformanden.