Youtuberne Nelk Boys' happening i Nuuk har fået stor opmærksomhed – ikke mindst efter at de selv delte en video, hvor en mand trampede på en Trump-kasket og rev en dollar-seddel i stykker.

Nu står manden ved navn Hans Møller frem og fortæller, hvorfor han reagerede, som han gjorde.

»De ville give mig de møg-penge, men jeg ville ikke bondefanges på den måde, så jeg rev dem i stykker. De forsøgte at give mig en kasket, så det så ud som om, jeg støtter Trump,« siger han til det grønlandske medie KNR.

Det førte til en ophidset konfrontation med de amerikansk-canadiske influencere, som du kan se i klippet lidt længere nede i artiklen.

Nelk Boys vakte også opsigt ved at uddele dollarsedler til børn og filmede det – hvilket en far til en 11-årig, der kom hjem med en 100 dollar-seddel, var stærkt utilfreds med. Det kan du læse mere om HER.

Hans Møller fortæller til KNR, at der var endnu en årsag til, at han ikke brød sig om Youtubernes opsigtsvækkende optrin i hjertet af Nuuk:

At de efter hans mening fik det til at se ud som om, Grønland og grønlænderne skulle være til salg.

Se hele optrinet her:

Duoen Nelk Boys er kendt for at lave sjove og provokerende indslag, og de har flere end otte millioner følgere alene på Youtube. 

Deres kanal henvender sig primært til unge i Nordamerika, så selvom Hans Møller og andre grønlændere ikke brød sig om Nelk Boys' happening, kan den ifølge B.T.s udlandsredaktør Jeppe Elkjær sagtens have vist sig at have været effektiv.

»Hvis de fanger millioner af unge og får bredt Donald Trumps politiske budskaber ud til dem, så er det guddommeligt PR-arbejde for den kommende præsident,« siger Jeppe Elkjær.

Det kan du læse mere om HER.

Du kan følge udviklingen i spillet om Grønlands fremtid i vores liveblog, som du finder HER.