Venstre-borgmester i Nordfyns Kommune Morten Andersen har mandag aften trukket sig som borgmester, fordi han kyssede med en kvindelig ansat på dansegulvet til en julefrokost 2. december sidste år.

Det skriver Nordfyns Kommune i en pressemeddelelse.

Kommunen gør det i pressemeddelelsen klart, at det ‘hele tiden (har, red.) været kommunens vurdering, at der ikke er tale om en krænkelsessag.’

Alligevel har kommunens magtfulde økonomiudvalg mandag aften i enstemmighed udtrykt mistillid til Morten Andersen.

Borgmester i Nordfyns Kommune Morten Andersen går af.
Borgmester i Nordfyns Kommune Morten Andersen går af. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
Vis mere

Kort efter meddelte Morten Andersen, 48 år, i et opslag på Facebook, at han nu afleverer borgmesterkæden efter 13 ubrudte år på posten.

Anders Thingholm fra De Konservative er 1. viceborgmester i Nordfyns Kommune og indtræder nu som borgmester, indtil byrådet har valgt en ny borgmester.

Han mener, at Morten Andersen træf den rigtige beslutning ved at gå af.

Kommunen skriver i pressemeddelelsen, at der ikke er tale om en krænkelsessag. Hvordan kan det så lede til en mistillidserklæring fra et samlet økonomiudvalg?

»Jeg kan ikke referere, hvad vi har drøftet til mødet i økonomiudvalget. Jeg kan kun sige, hvad jeg selv forholder mig til: Og det er for det første selve episoden, og så er det håndteringen af det, og så har Morten (Andersen, red.) i sidste ende valgt den beslutning for ham og hans familie, og det er den beslutning, som vi også respekterer i dag,« siger Anders Thingholm.

Går din mistillid mere på håndteringen end på selve hændelsen?

»Fra min side er det begge dele og i en sammenhæng.«

Er det tale om en medarbejder, som Morten Andersen havde ledelsesansvar for?

»Det vil jeg ikke gå detaljer med. Borgmesteren er øverst ansvarlig for hele kommunen. Han har et ansvar for alle.«

Hvad vil du sige, hvis nogen måtte mene, at I – i kølvandet på sagen om Lizette Risgaard – måske har handlet overilet ved at udtrykke mistillid til borgmesteren?

»Jeg ved ikke, hvad du mener med overilet? I bund og grund er det Morten (Andersen, red.), der i dag har valgt at trække sig som borgmester. Det er det, han selv skriver på Facebook, og som der også står i pressemeddelelsen. det er det, jeg forholder mig til,« siger Anders Thingholm og tilføjer:

»Og så skal vi som kommune tage bedst muligt hånd om det. Både i forhold til den ansatte, der har været involveret, og alt det, vi står med fremadrettede politiske med blandt andet et svært budget. Vi skal bedst muligt videre, og det kræver, at vi får samarbejdet bedst muligt i gang.«

Anders Thingholm siger til B.T., at han ikke selv var til stede ved julefrokosten 2. december 2022 i Særslev Forsamlingshus.

Morten Andersen bekræfter i sit opslag på Facebook, at han har kysset med en ansat til julefrokosten.

»Det har sin rigtighed, at jeg på dansegulvet har kysset med en kvindelig deltager under julefrokosten. Jeg kan ikke ændre på det, men jeg giver en uforbeholden undskyldning for min ageren overfor alle.«

Han skriver videre, at han torsdag orienterede økonomiudvalget og igen her mandag aften for at give sin version af sagen.

»Denne sag skal selvfølgelig medføre skarp kritik af min adfærd den aften. Det kan ikke være anderledes som kommunens øverste leder. Jeg har ikke grund til at tro, at en medarbejder er blevet krænket i den konkrete situation.«

Efter planen indkaldes der til ekstraordinært kommunalbestyrelsesmøde torsdag i denne uge, hvor byrådet ventes at konstituere sig med en ny borgmester.«

Morten Andersen skriver på Facebook, at borgmesterposten ifølge konstitueringsaftalen besættes af Venstre.

»Derfor er det mig en glæde, at Venstres nye borgmester bliver Mette Landtved-Holm,« skriver han.

B.T. har været i kontakt med kommunaldirektør Morten V. Pedersen, der afviser at kommentere sagen yderligere.

Hør B.T.s politiske podcast Slottet & Sumpen her, eller hvor du plejer at lytte podcast: