De Radikale afviser nu kategorisk S og SF's pointsystem for udlændinge. S truer til gengæld med at droppe R.

De radikales politiske leder, Margrethe Vestager, afviser over for dagbladet Politiken kategorisk at levere stemmer til Socialdemokraterne og SF's pointsystem for familiesammenføringer.

Dermed fjerner partiet, der skal gøre Helle Thorning-Schmidt til statsminister, endegyldigt hendes mulighed for at leve op til sit løfte om at indføre et nyt pointsystem i stedet for regeringens.

- Vi lægger ikke stemmer til nogen pointsystemer overhovedet. Vi gør Helle Thorning-Schmidt til statsminister, og det betyder, at vi får indflydelse på den politik, der skal føres. Thorning har lovet at fjerne regeringens pointsystem, og derfor er det hendes ansvar at sætte et nyt i stedet. Men S og SF's system bliver ikke med vores stemmer, siger Vestager til Politiken.

Den radikale opfordring får en kold skulder af Socialdemokraterne:

- Hvis De Radikales forudsætning for, at vi kan regere landet, er, at vi skal føre radikal udlændingepolitik, så kan jeg bare sige, at det kommer ikke til at ske. Hvis de ikke vil tale med os, så vil vi søge samarbejde med Venstre og Konservative for på den måde at holde yderfløjene væk fra indflydelse på det her emne, siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen.

Politisk kommentator Hans Engell ser slagsmålet som en optrapning af spændingerne i oppositionen: - Det tyder på en S-SF-regering uden De Radikale, hvis flertallet skifter, siger Han til Politiken.

Professor og valgforsker ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen tror dog ikke, at uenighederne bliver fatale for oppositionen:

- Lige nu positionerer alle sig, og da det her er en radikal mærkesag, kan de ikke gøre andet end at markere hårdt.

/ritzau/