Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) mener, at den kommunale udlignigsaftale sikrer et mere retfærdigt udligningssystem.

Med aftalen om den kommunale udligningsaftale kan landets kommuner se frem til en mere retfærdig fordeling, og det har været førsteprioriteten for økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R).

- Det, der er min drøm, er, at vi får et udligningssystem, der er lidt mere rimeligt. Det er ikke nogen stor reform, det er ikke nogen revolution, men det er bare et lidt mere rimeligt system, siger Margrethe Vestager.

Regeringen og dets støtteparti, Enhedslisten, indgik onsdag en udligningsaftale, også kendt som Robin Hood-aftalen, der skal sende flere penge fra de rigeste til de fattigste kommuner. Blandt andet bliver der oprettet en ny social særtilskudspulje på 400 millioner kroner, der skal tilgodese kommuner med sociale problemstillinger som for eksempel mange borgere uden bolig, med psykisk sygdomme eller misbrugsproblemer.

- Vi har meget tidligt meldt ud, at det var vigtigt for os, at udligningssystemet i højere grad tager højde for, at nogle kommuner har større sociale opgaver end andre kommuner, siger Margrethe Vestager og roser Enhedslisten for at stille op forhandlingerne, efter Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti forlod forhandlingerne.

Alle tre partier har beskyldt Margrethe Vestager for at begå forligsbrud, fordi de mener, der var indgået et forlig på udligningsområdet. Det betyder, at det er nødvendigt med enighed blandt alle i forligskredsen, hvis der skal ændres noget i aftalen før et valg. Men det har Margrethe Vestager gang på gang afvist, fordi hun ikke mener, der er tale om et forlig i klassisk forstand med vetoret.

I stedet er hun glad for aftalen.

- Jeg er villig til at lave aftalen med den kreds af partier, der ville være med til at gøre det nu. Derfor giver det rigtigt god mening, at de kommuner, som vi ved, har større sociale problemer end andre, også oplever, at systemet bliver lavet om.

Det er ambitionen, at aftalen skal træde i kraft den 1. januar 2013.