Det var Socialdemokraterne, der fremtvang løftebruddet om den øremærkede fædrebarsel, siger den radikale leder, Margrethe Vestager.

»Hvis ikke Socialdemokraterne havde hejst et flag og sagt, »vi tror, det giver større problemer, end det vil løse«, havde vi gennemført øremærket barsel.«

Sådan siger den radikale partileder, Margrethe Vestager (R), til Morgenavisen Jyllands-Posten om det forløb, der til sidst gav den øremærkede fædrebarsel dødsstødet.

Forslaget var nedfældet i regeringsgrundlaget og blev før valget støttet af samtlige partier i rød blok. Derfor erkender Vestager da også, at »det her er et ægte løftebrud«.

»Her har vi haft flertallet til at gøre noget, som stod i regeringsgrundlaget. Her er ikke tale om, at et parti ville noget før valget, som man ikke fik 90 mandater til at gennemføre,« siger økonomi- og indenrigsministeren, der understreger, at hun står bag regeringens beslutning.

Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), mener, at Vestager løber fra sit ansvar.

»Det virker, som om Margrethe Vestager vasker hænder. Havde hun insisteret på, at det skulle gennemføres, havde resultatet muligvis set anderledes ud,« siger hun til Morgenavisen Jyllands-Posten.

De Radikale holder i weekenden landsmøde på Hotel Nyborg Strand.