Næste år falder skatteprocenten i 11 kommuner, mens den stiger i 13. Margrethe Vestager glæder sig over, at skattelettelser atter er kommet på den kommunale dagorden.

Selv om landets kommuner samlet set hæver skatten med 57 millioner kroner næste år, glæder økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) sig over de 11 kommuner, der sænker skatten.

- Det er godt at se, at skattenedsættelser nu er kommet på den kommunale dagsorden, efter de i en årrække har været nærmest ikke-eksisterende i kommunerne. Hvis der også fremover skal være rum til, at de mest trængte kommuner kan hæve skatten, er det nødvendigt, at de kommuner, der har muligheden, sænker skatten, siger hun.

De 11 kommuner sænker samlet skatten med cirka 191 millioner kroner, mens de 13 kommuner hæver skatten med cirka 247 millioner kroner.

- Jeg ved, at KL og kommunerne har arbejdet hårdt for at nå målet om samlet set at holde skatten i ro. Jeg vil gerne kvittere for, at kommunerne stort set rammer inden for skiven, siger Margrethe Vestager.

Hos KL glæder man sig også over resultatet af budgetlægningen i de 98 kommuner:

- Kommunerne har været gennem en meget tæt samarbejdsproces i de seneste måneder for at bringe budgetterne inden for de aftalte rammer. Det har været en stor udfordring, ikke mindst på anlægssiden, siger KL-formand Erik Nielsen (S) og uddyber:

- Den seneste prognose, der er tæt på det endelige budget, viser, at anlægsudgifterne ender lidt højere end forudsat, mens serviceudgifterne til gengæld ligger tilsvarende under. Derfor holder kommunerne sig samlet set inden for aftalen med regeringen, siger han.