De Radikales leder, Margrethe Vestager, har fået opbakning fra den radikale gruppe til at gå i regering.

Der var klapsalver fra den radikale folketingsgruppe, da Margrethe Vestager søndag brugte to timer på at præsenterede det regeringsgrundlag, som hun har forhandlet hjem med Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal (SF).

- Det er et rigtig godt regeringsgrundlag. Det er præget af ansvarlighed i den økonomiske politik i den alvorlige situation, som Danmark står i, siger Margrethe Vestager.

Hun fik helt som ventet gruppens enstemmige opbakning til, at De Radikale kan indgå i en trepartiregering med S og SF. Dermed har alle tre folketingsgrupper sagt ja til regeringsgrundlaget.

Ifølge de oplysninger, som er sluppet ud fra forhandlingslokalet, har De Radikale fået en stribe af deres mærkesager igennem. Blandt andet efterlønsreform og en skattereform, der sænker skatten på arbejde.

Margrethe Vestager vil dog ikke kommentere de enkelte dele af regeringsgrundlaget, som partierne først vil præsentere mandag.

- Det er et regeringsgrundlag, som alle tre partier kan stå inde for. Vi har lavet en regerings fælles politik. Det er derfor, vi har brugt 15 dage på det.

- Hele regeringsgrundlaget bliver præsenteret i morgen, og så kan alle danne sig et samlet indtryk. Det er bedre end at tage tingene ud én af gangen, siger Margrethe Vestager.

Ifølge flere kilder, så står De Radikale til at få seks ministerposter og Margrethe Vestager vil formentlig få posten som økonomiminister.

- Jeg har i hvert fald lagt billet ind på at blive minister, siger Margrethe Vestager med et smil.

Hun vil dog hverken kommentere, om hun bliver økonomiminister, eller om De Radikale får seks nye ministre med til præsentation hos dronningen mandag.



/ritzau/