»Er du klar, er du klar, er du klar,« lyder det insisterende fra Pernille Vermund, mens hun stirrer stift på sin modpart, Kristian Thulesen Dahl.

»Jeg er ikke klar til at stille ultimative krav. Sidst det skete, var da nogen klatrede op i et træ, og det kom der ikke nogen topskattelettelser ud af,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Vi er tyve minutter inde i det store politiske tilløbsstykke torsdag aften i Folkehjem i Aabenraa. Og Nye Borgerliges formand Pernille Vermund går til angreb på DF-bossen Kristian Thulesen Dahl med en anelse skinger stemmeføring.

»Du taler udenom. Det er for meget politikersnak. Lad os beskytte det dejlige land, vi har. Hvis du har modet til at stå fast sammen med mig, kan vi få det gennemført,« siger Pernille Vermund, og opfordrer Thulesen til at bakke hende op i at stille ultimative krav til Lars Løkke, hvis der er blåt flertal efter næste valg.

Pernille Vermund, Nye Borgerlige ankommer til debatmødet på Folkehjemmet i Aabenraa torsdag den 7 marts 2019. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)
Pernille Vermund, Nye Borgerlige ankommer til debatmødet på Folkehjemmet i Aabenraa torsdag den 7 marts 2019. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix) Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Hvis man kommer med ultimative krav sætter man sig selv udenfor, og så kan man ikke få noget gennemført. Vi har sammen med andre partier fået gennemført 100 udlændingestramninger, og vi har fået antallet af asylansøgere ned til det laveste i ti år,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Begge de to kamphaner på højrefløjen i udlændingepolitikken mener, de er de hårdeste udlændingestrammere. Der er slet ikke plads til blødhed hos nogen af dem. Men deres vigtigste våben er forskellige: Pernille Vermunds er hendes tre ultimative krav, som hun vil stille, hvis NB kommer i Folketinget efter næste valg. Kristian Thulesen Dahls er paradigmeskiftet, som DF fik indført ved den sidste finanslovsaftale.

Selv om Pernille Vermund slet ikke sidder i Folketinget, er opmærksomheden omkring debatten kolossal.

Der holder 6-7 sendevogne fra DR uden for Folkehjem i Aabenraa, og både TV2 News og DR2 sender den to timer lange debat live, som om det var et topmøde mellem Lars Løkke og Mette Frederiksen.

Kristian Thulesen Dahl fra Danske Folkeparti hilser rundt inden debatmøde på Folkehjemmet i Aabenraa torsdag den 7 marts 2019. . (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)
Kristian Thulesen Dahl fra Danske Folkeparti hilser rundt inden debatmøde på Folkehjemmet i Aabenraa torsdag den 7 marts 2019. . (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix) Foto: Claus Fisker
Vis mere

Pernille Vermund starter diskussionen med et angreb.

»Jeg er bekymret for mine tre børns fremtid, når jeg ser hvordan partierne i Folketinget har forvaltet udlændingepolitikken. Problemerne er ikke løst og år for år bliver det værre,« siger hun som start på debatten i den stopfyldte kongressal.

Dermed tager hun hul på det, det handler om: Udlændingepolitikken, som mange tror, kan afgøre næste valg om få måneder.

Kristian Thulesen Dahl mener ikke, Pernille Vermunds strategi virker:

»De tre ufravigelige krav, hun kommer med, kan ikke løse opgaven. Jeg mener, at vores paradigmeskifte er mere fornuftigt: At folk der kommer til Danmark, hurtigst muligt skal hjem igen. Vi er faktisk strammere end Nye Borgerlige,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Efter få minutter udvikler debatten sig til en diskussion om, hvem af dem, der er strammest.

Debat møde imellem Kristian Thulesen Dahl fra Danske Folkeparti og Pernille Vermund fra Nye Borgerlige på Folkehjemmet i Aabenraa torsdag den 7 marts 2019. Ordstyrer på debatten var Thomas Funding Politisk redaktør på Avisen Danmark.. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)
Debat møde imellem Kristian Thulesen Dahl fra Danske Folkeparti og Pernille Vermund fra Nye Borgerlige på Folkehjemmet i Aabenraa torsdag den 7 marts 2019. Ordstyrer på debatten var Thomas Funding Politisk redaktør på Avisen Danmark.. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix) Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Jeg vil gerne gennemføre dine tre ufravigelige krav. Men du skulle måske også anerkende vores paradigmeskifte. Du vil jo gerne lade nogle blive, hvis de kan forsørge sig selv og har et godt job,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Både Kristian Thulesen Dahl og Pernille Vermund lægger ud med at gå rundt i salen og give hånd til hver eneste tilhører.

De har begge startet dagen med at diskutere i DR P1, dog hver for sig. Pernille Vermund var frisk på en live debat, men Kristian Thulesen Dahl sagde nej tak, fordi han sad i en bil på det tidspunkt.

Han tilbragte noget af dagen med et besøg på noget af det danskeste, der findes - Dybbøl Mølle.

Pernille Vermund brugte noget af dagen på at forberede sig på begivenheden på sit hotel, Hotel Europa i Aabenraa, sammen med sin rådgiver Lars Kaaber.

Vermund og Thulesen diskuterer også økonomisk politik.

»I vil fjerne 77 mia kr. fra den offentlige sektor. Hvordan vil i gennemføre store skattelettelser og samtidig få samfundet til at hænge sammen. Forsvaret skal jo også have flere penge, ikke,« siger Kristian Thulesen Dahl, som mener at den offentlige sektor skal vokse.

»Haha, hvordan kan du sige at du er borgerlig. Den offentlige sektors størrelse i forhold til den private, hæmmer vækst og velstand i Danmark,« udbryder Pernille Vermund.

Begivenheden er det første store slag mellem de to kamphaner på højrefløjen. Pernille Vermund skal vise, at hun kan slås på højeste politiske niveau.

Thulesen Dahl skal vinde nogle af de stemmer tilbage han har mistet på det seneste - bl.a. i Sønderjylland, hvor DF havde stor succes ved sidste folketingsvalg.

Genoplev duellen i LIVE-bloggen herunder: