Lyt til artiklen

Hvis Jakob Ellemann-Jensen går med i en regering med Mette Frederiksen som statsminister, så kan han godt skyde en hvid pind efter nogensinde selv at blive statsminister. I hvert fald, hvis Pernille Vermund har noget at skulle have sagt.

»Hvis han går i regering med Mette Frederiksen med hende som statsminister, så kan han ikke komme fire år efter og bede om at blive peget på. Det handler om tillid,« siger Pernille Vermund og fortsætter:

»Ellemann gik jo netop til valg på at afvise at blive en del af en bred regering hen over midten. Ellemann pegede på, at han kun ville være statsminister i en ren borgerlig regering. Hvis han viger fra det, så har han mistet min tillid,« siger Vermund.

Venstres Jakob Ellemann-Jensen ankommer til regeringsforhandlingerne på Marienborg mandag den 28. november 2022.
Venstres Jakob Ellemann-Jensen ankommer til regeringsforhandlingerne på Marienborg mandag den 28. november 2022. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Jakob Ellemann-Jensen har netop talt om, at han mener han har en forpligtigelse til at søge mest mulig indflydelse for de mandater, som er givet ham. Det kan blandt andet være at gå i regering.

Men Vermund mener, at der bliver skabt færre borgerlige resultater i Danmark, hvis Ellemann går i regering med Socialdemokratiet end hvis han står udenfor.

»Hvis Moderaterne og Venstre holder sig helt ude af regeringssamarbejdet, så vil Mette Frederiksen i praksis altid være tvunget til at tage mindst et blåt mandat med, hvis hun skal have noget igennem, fordi de færøske og grønlandske mandater som regel holder sig ude af rene danske forslag,« siger hun og fortsætter:

»Hvis Ellemann i stedet går med i en regering hen over midten, så kan den regering jo kun mene en ting. Det kan kun blive noget, der minder om midterpolitik. Hvis de borgerlige partier stod sammen i stedet for, så ville der komme et stærkere borgerligt pres,« siger hun.

B.T. har spurgt alle de blå partier om de helt kan afvise at pege på Jakob Ellemann-Jensen til næste valg, hvis altså han går i regering med arvefjenden Socialdemokratiet.

Nye Borgerliges Pernille Vermund ankommer til regeringsforhandlingerne på Marienborg tirsdag den 22. november.
Nye Borgerliges Pernille Vermund ankommer til regeringsforhandlingerne på Marienborg tirsdag den 22. november. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Danmarksdemokraterne og Konservative er ikke vendt tilbage.

Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh har kort svaret på sms.

»Det er for tidligt at svare på,« skriver han.

Nogenlunde samme toner kommer fra Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti. Han skriver følgende på sms:

»Det tror jeg bare, vi ser på til den tid.«

Regeringsforhandlingerne fortsætter i de kommende dage. Nye Borgerlige, Enhedslisten, Alternativet og Danmarksdemokraterne er ude af forhandlingerne.

Venstre har ikke nogen kommentarer til Vermunds udmelding.