Pernille Vermund mener ikke medstifter og medlem af Nye Borgerliges hovedbestyrelse Svend Pedersen skal ekskluderes af Nye Borgerlige. Hun erkender dog, at Svend Pedersen har benyttet sig af et meget groft sprog på sociale medier, som hun tager afstand fra.

Det fortæller Vermund, som er politisk leder af Nye Borgerliges folketingsgruppe,  til P1s program 'Ring til oppositionen'. Vært på programmet Cecilie Lange har lagt et tweet op, der beskriver Vermunds udtalelser.

Hun understreger i programmet, at beslutningen ikke er hendes, men op til partiets hovedbestyrelse, hvor altså både Vermund og Svend Pedersen er repræsenteret. Hovedbestyrelsen har i alt 12 medlemmer.

B.T. kunne i sidste uge afdække, at Svend Pedersen, som er nær ven af Pernille Vermund og hendes eksmand Lars Tvede, havde skrevet adskillige særdeles nedsættende ytringer om flere danske politikere og embedsmænd.

Han har for eksempel skrevet, at han mente, at statsminister Mette Frederiksen er »fullblown psykopat«, at SFs Pia Olsen Dyhr er en »storkorrupt magtgal kælling«, og Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, benævnte han »kommunistbøsserøven«.

Nye Borgerliges Svend Pedersen har opfordret til vold mod politiet og brugt voldsomme skældsord om danske politikere og embedsfolk. Han er desuden dømt for ærekrænkelse og injurier mod en tidligere partifælle og kompagnon.   
Nye Borgerliges Svend Pedersen har opfordret til vold mod politiet og brugt voldsomme skældsord om danske politikere og embedsfolk. Han er desuden dømt for ærekrænkelse og injurier mod en tidligere partifælle og kompagnon.    Foto: BONNERUP CLAUS
Vis mere

Derudover havde han skrevet på det sociale medie MeWe, at nogen burde give politiet 'nogle prygl', i forbindelse med at politiet havde trukket stavene, da en Men In Black-demonstration udviklede sig voldsomt.

Svend Pedersen havde også tabt en injuriesag til sin tidligere partifælle og kompagnon Anahita Malakians, som retten mente, han uberettiget havde beskyldt for tyveri og hærværk. Han havde desuden kaldt hende blandt andet for en »skingrende bimlende vanvittig kvinde.«

B.T. kunne også dokumentere, at Svend Pedersen er blevet dømt til at betale 23.000 kroner til den kontroversielle advokat og formand for partiet Stram Kurs Rasmus Paludan, som han hyrede som advokat, men uden at betale salæret.

Pernille Vermund forklarer i 'Ring til oppositionen', at hun mener Nye Borgerlige vil stå i »en svær situation,« hvis partiet ekskluderer Svend Pedersen for ytringer, som han er kommet med, inden han var medlem af partiets hovedbestyrelse.

Svend Pedersen omtaler her Mette Frederiksen som 'fullblown psykopat'.
Svend Pedersen omtaler her Mette Frederiksen som 'fullblown psykopat'.
Vis mere

Dog gælder der fremover skærpede krav for Svend Pedersen.

»Når man er en del af Nye Borgerliges hovedbestyrelse, så er det ikke et sprog man bruger,« siger Vermund, hvorefter værten spørger, om det skal forstås som en advarsel.

»Det er det jo kun så langt, at man ikke selv har tænkt over det,« svarer Vermund.

Pernille Vermund bliver også spurgt til, hvad hun tænker om Svend Pedersens udtalelser om, at Mette Frederiksen skulle være en »fullblown psykopat«.

Her sætter Vermund selv et angreb ind.

Svend Pedersen omtaler Søren Brostrøm som 'kommunistbøsserøven' på det sociale medie MeWe.
Svend Pedersen omtaler Søren Brostrøm som 'kommunistbøsserøven' på det sociale medie MeWe.
Vis mere

»For det første skal man være varsom med at stille diagnoser hvis ikke man har en lægefaglig baggrund. At kalde Mette Frederiksen for fullblown psykopat, det tror jeg man skal lade psykiatrien om,« siger Vermund, men fortsætter så:

»På den anden side, så er der jo aldrig nogen, der har bedt Mette Frederiksen tage afstand fra medlemmer af Socialdemokratiet, der kalder Nye Borgerlige racister eller mig racist,« siger hun.

»Jeg tror, vi skal være varsomme med at dømme hinanden,« siger hun.

Vermund er på nuværende tidspunkt ikke en del af Nye Borgerliges ledelse, men har meldt sig som formand igen efter Lars Boje Mathiesen blev ekskluderet.

I programmet siger Vermund, at opfordring til vold er et »no-go« i Nye Borgerlige.

»Hvis man opfordrer til vold, eller hvis man truer folk, jamen det er no-go,« siger hun.

Svend Pedersen har netop opfordret til, at nogen bør give politiet »nogle prygl,« men i programmet blev Vermund ikke spurgt ind til dette.

B.T. har forsøgt at ringe til Pernille Vermund for en kommentar til Svend Pedersens udsagn om, at politiet skal »have prygl«, men det er ikke lykkedes at få en kommentar.

Svend Pedersen mener, at 'nogen skal give politiet prygl'.
Svend Pedersen mener, at 'nogen skal give politiet prygl'.
Vis mere