Lyt til artiklen

Nye Borgerliges Pernille Vermund vil – ligesom alle de andre blå kandidater – ikke for nuværende melde ud, om hun peger på Pape eller Ellemann som statsminister.

Det handler nemlig om, hvem af de to kandidater som bedst opfylder Nye Borgerliges politik.

Det er helt tilsvarende den melding, som også Danmarksdemokraternes Inger Støjberg, Liberal Alliances Alex Vanopslagh og Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt har givet til B.T.

»Vi peger på den kandidat, som vil løse udlændingepolitikken fra bunden, og som bakker op om de tre ufravigelige krav, som Nye Borgerlige har,« siger Vermund.

Nye Borgerliges efterhånden ganske berømte tre ufravigelige krav er som følger:

- Der skal indføres et totalt asylstop.
- Udlændinge skal forsørge sig selv.
- Kriminelle udlændinge skal udvises konsekvent efter første dom.

Hvad hvis ingen af de to kan levere på alle de tre ufravigelige krav?

»Jeg går ud fra, at der er interesse fra begge parters side for at løse de problemer, som vi står med. Desuden har vi jo samarbejdet herinde i tre år, så det er ikke sådan, at vi ikke har talt sammen,« siger Vermund.

Nye Borgerlige er dalet lidt i meningsmålingerne. Hvad gør I nu for at sikre, at det kommer til at gå den anden vej i valgkampen?

»Det er faktisk ikke afgørende for os, at vi er et stort parti. Det afgørende er, at udlændingepolitikken bliver løst fra bunden,« siger Vermund og fortsætter:

»Meget store partier har det med at glemme at stå ved deres politik. Det er afgørende for os, at man siger, hvad man mener, og gør, hvad man siger,« lyder det fra Vermund.