For første gang nogensinde overhaler Pernille Vermund og co. Kristian Thulesen Dahl og DF i en vælgermåling.

Nye Borgerlige står til at høste hele 7,7 procent af vælgerne, mens Dansk Folkeparti har tabt yderligere terræn siden katastrofevalget 5. juni sidste år og nu står til 6,6 procent af stemmerne.

Det viser en måling, som YouGov har foretaget for B.T. Det skal understreges, at målingen er forbundet med usikkerhed, og at Nye Borgerliges forspring til DF ikke er statistisk sikkert.

Pernille Vermund, hvad er din umiddelbare kommentar til målingen?

»Hold da op. Hvis jeg skal sige det lidt moderat, følger målingen den tendens, vi har set, siden vi kom i Folketinget. Vi har haft en støt stigende kurve i stort set alle målinger. Hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg meget glad. Det er ikke den værste måling at gå på sommerferie på.«

Politiske kommentatorer peger på, at du koldt og kynisk går efter at stemmeoptimere og ikke arbejder sammen med resten af den blå blok på at få stablet et borgerligt flertal på benene til næste valg?

»Et regeringsskifte skal baseres på en borgerlig økonomisk politik og en udlændingepolitik, hvor man løser problemerne fra bunden. Det er mit mål, og jeg synes faktisk også, at vi kan samle blå blok. Så sent som i torsdags har vi i fællesskab fremsat et forslag om at forbyde bønnekald sammen med Venstre og De Konservative, så vi samarbejder fint. Men der er da behov for at ruske op i de borgerlige partier.«

Andre peger på, at du spiller på at rose statsministeren for hendes corona-indsats og fremstå mere moderat, end du er?

»Jeg siger bare tingene, som de er. Der er grund til at rose statsministeren for hendes hurtige nedlukning af Danmark. Uden for Christiansborg er det naturligt at rose folk, der gør det godt. Det gør jeg så også på Christiansborg, når der er grund til det. Og når folk gør det dårligt, er jeg kritisk. Sådan er det.«

Det er altså første gang, at Nye Borgerlige overhaler Dansk Folkeparti i en meningsmåling, siden det islamkritiske parti blev stiftet i 2015.

Ved folketingsvalget 5. juni 2019 fik partiet 2,4 procent af stemmerne og kom derfor netop i Folketinget.