Vermund kalder et valg mellem Frederiksen og Løkke, som "at skulle vælge at blive spist af en haj eller hval".

Partileder for Moderaterne og forhenværende statsminister for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, krabber sig frem i meningsmålingerne, men manden i midten har indtil videre undladt at bejle til statsministerposten.

Men skulle han række ud efter posten, kan han ikke regne med støtte fra Nye Borgerlige. Det fortæller partiets formand, Pernille Vermund.

- Lars Løkke Rasmussen har stiftet et parti med det formål at danne en regering hen over midten. En regering, hvor både De Radikale og Socialdemokratiet indgår. Sådan et projekt kommer vi aldrig til at kunne støtte, siger hun.

Hun pointerer, at Lars Løkke selv har afvist både at danne og pege på en borgerlig regering.

- Man må også tage folk på ordet og i en eller anden udstrækning have tillid til, at de siger det, som de mener. At forestille sig, at han skulle gøre noget helt andet, når han ret resolut har meldt sig ud af den borgerlige opposition, det bliver lidt hypotetisk, siger hun.

Lars Løkke Rasmussen afviste i et interview på TV 2 i august tanken om at gå i regering alene med Socialdemokratiet og De Radikale.

- Der skal være nogle flere med, eller også skal der være nogle flere, der bærer det politiske program, sagde han dengang til tv-stationen.

Mandag kom han med et bud på, hvordan en bred regering kunne se ud.

- Vi så meget gerne en regering, hvor Venstre, Konservative og Socialdemokratiet indgik. Vi tager også gerne et medansvar for det, sagde han uden at uddybe, hvad et sådant medansvar vil betyde.

Adspurgt om hun helst vil have Lars Løkke eller Mette Frederiksen som statsminister, svarer Vermund, at hun "hverken ønsker en radikal eller socialdemokrat som statsminister".

- Det er, som når min søn spørger, om jeg helst vil spises af en haj eller hval. Det er meget sødt, når min søn siger det, men når det er journalister, synes jeg, at det bliver lidt skørt.

- Jeg er ikke radikal eller socialdemokrat. Jeg er borgerlig og går til valg på en borgerlig regering. Jeg går ikke til valg på en regering med Socialdemokratiet og De Radikale. Derfor kommer vi heller ikke til at pege på Løkke som statsminister, siger Vermund.

I efteråret 2019 sagde Pernille Vermund i et interview med DR, at hun havde mere tillid til Mette Frederiksen end Lars Løkke.

Vermunds tillid til Mette Frederiksen ligger dog "på et meget lavt punkt" efter den seneste folketingsperiode.

- Set fra mit perspektiv var coronahåndteringen helt ude af proportioner, og man lukkede hele minkerhvervet ned uden lovhjemmel. Man kunne blive ved, for der er et utal af sager, senest FE-sagen, siger hun.

I en nylig meningsmåling fra Voxmeter står Moderaterne til 11 mandater.

Rød blok står til 84 mandater, mens blå blok står til 80 mandater. Dermed står ingen af blokkene til at kunne mønstre de 90 mandater, der skal til for at kunne danne et flertal efter et valg.

/ritzau/