Temperaturen skal op, og skatten skal ned.

Det er meldingen fra Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, både på Instagram og under et pressemøde i forlængelse af partiets sommergruppemøde torsdag.

Men på selvsamme pressemøde spurgte en journalist, ifølge Berlingske, om det skulle forstås sådan, at partiet ikke mener, at politikere og resten af befolkningen skal gøre alt, hvad de kan, for at begrænse udslippet af drivhusgasser.

Det var rigtigt forstået.

»Jeg mener ikke, at man skal gøre alt for at bremse den globale temperaturstigning,« sagde hun ifølge Berlingske.

Hun fortalte videre om sin sommer og understregede, at hun gerne – mens store dele af Sydeuropa stod i flammer – ville have haft en sommer med varmere vejr i Danmark.

»I Danmark? Ja tak, og jeg tror, at hvis du spørger danskerne, så tror jeg, at der er rigtig mange, der gerne ville have haft en lidt bedre sommer herhjemme. Men det har jo ikke rigtig noget med klimaet at gøre,« sagde Pernille Vermund.

I et nyt, stort studie, som DR har beskrevet, forklarer en af forskerne bag, at klimaforandringerne ikke er helt uskyldige i forhold til sommerens temperaturer i Sydeuropa.

»Europæiske og nordamerikanske temperaturer ville have været stort set umulige uden konsekvenserne af klimaforandringer,« lyder det fra Izidine Pinto fra Hollands Meteorologiske Institut i rapporten.