Forsvarsminister Trine Bramsen har håndteret FE-sagen så dårligt, at hun må gå, mener Vermund.

Trine Bramsens (S) dage som forsvarsminister bør være talte. Det siger Nye Borgerliges leder, Pernille Vermund, til Ekstra Bladet.

Det hårde angreb kommer på baggrund af ministerens håndtering af spionsagen, hvor ledende medarbejdere fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er blevet sendt hjem.

- Hun er bestemt ikke den rette til at sidde på posten. Der er ministre i den nuværende regering, som jeg har respekt for, og som forvalter deres embede med den omhu, som de skal. Men det her er så graverende, at jeg ikke kan se, hvordan man kan forsvare, at hun skal blive siddende.

- Selv hvis det viser sig, at der er sket fejl i FE, så risikerer vi, at skaden for vores relation til USA er uoprettelig, siger Vermund til Ekstra Bladet.

Weekendavisen har afdækket, at sagens kerne er et dybt fortroligt samarbejde mellem FE og den amerikanske efterretningstjeneste NSA om at hente data fra internationale kabler, som FE har adgang til.

Det samarbejde blev ifølge Weekendavisen etableret i slutningen af 1990'erne af den daværende statsminister, Poul Nyrup Rasmussen (S).

Sidenhen er samtlige forsvarsministre ifølge Weekendavisen blevet informeret grundigt om aftalen.

Nu er der kommet fokus på den dybt fortrolige aftale. Det skyldes, at det tilsyn, der skal holde øje med FE, har udtalt en skarp offentlig kritik. Tilsynet peger på, at FE har indhentet oplysninger om danske statsborgere, som muligvis strider mod loven.

På baggrund af tilsynets kritik har forsvarsminister Trine Bramsen reageret ved at hjemsende flere topfolk i FE. Det drejer sig om FE-chef Lars Findsen, tidligere departementschef og FE-chef Thomas Ahrenkiel samt yderligere to ledende medarbejdere.

Med sit angreb lægger Vermund sig op ad den hårde kritik, som tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) har rettet mod Bramsen.

Venstre-veteranen "fatter ikke", at 'ministeren og regeringen har håndteret denne sag på en måde, der må skabe tvivl om, hvorvidt vi kan håndtere fortrolighed, har Claus Hjort Frederiksen sagt til Weekendavisen.

På et pressemøde i forbindelse med Grønt Erhvervsforum blev statsministeren foreholdt kritikken.

Spørgsmål: Tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har været meget kras i sin kritik af regeringen for at gøre FE-sagen så offentlig, at vi måske har sat et vigtigt sikkerhedssamarbejde over styr. Oplever du det? Eller frygter du, at I er kommet til at gøre det i jagten på at rydde op?

- Mig bekendt er der opbakning fra Folketingets partier til, at der bliver reageret på den pressemeddelelse, der er udsendt fra tilsynet. Det er en opgave, som regeringen har taget på sig, siger Mette Frederiksen på pressemødet.

/ritzau/