Egentlig skal der sløjfes 100.000 offentlige stillinger samt spares knap 140 milliarder kroner frem mod 2035.

Men Pernille Vermund og Nye Borgerlige er allerede klar med et forslag, som kommer til at skære 10.000 i de offentlige ansatte med et snuptag.

Det siger partilederen i 'Lippert' på TV 2 News.

»Der er mere end 10.000 ansatte i vores jobcentre. Det er ti procent, som vi med et hug kunne fjerne. Hvis jeg kunne lukke jobcentrene i morgen, så gjorde jeg det.«

Venstre og Jakob Ellemann-Jensen har også tidligere peget på, at de danske jobcentre burde være fortid og afløses af et nyt beskæftigelsessystem.

En ældre analyse fra a-kassen Ase viser, at mens ledigheden i landet er dykket, er der blevet ansat cirka 2.000 flere medarbejdere i landets 94 kommunale jobcentre.

Til TV 2 forklarer beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), at han ikke køber forslaget fra Pernille Vermund. Han mener, at det er for nemt sagt af Nye Borgerlige-partiformanden.

Han mener dog, at hele beskæftigelsesindsatsen skal gentænkes. Han forklarer, at man skal have meget større fokus på, hvad vi reelt måler resultaterne på, og hvor mange job der rent faktisk bliver formidlet.