Torsdag klokken 13.00 lander der en advokatundersøgelse, som tager stilling til, om Mette Frederiksen og andre ministre ville kunne dømmes i en rigsret for deres håndtering af minksagen.

Det er Nye Borgerlige, som har samlet cirka 800.000 kroner sammen og herefter afleveret dem hos advokatfirmaet Lund Elmer Sandager, som så har lavet undersøgelsen.

Umiddelbart skulle man tro, at der tegnede sig en festdag for Nye Borgerlige, som har lejet sig ind i Tivoli Congress Center i København og inviteret 150 personer, som har været med til at smide i Nye Borgerliges advokatsparegris.

Partiet har også inviteret hele den danske dagspresse, som sandsynligvis stiller med liveblogs, snurrende kameraer og et hav af spørgende journalister. Alligevel siger Pernille Vermund dette:

»Jeg ved ikke, hvad undersøgelsen konkluderer.«

Så du har lejet hele Tivoli Hotel og Kongrescenter, inviteret over hundrede mennesker og pressen, som sender det hele direkte. Og nu siger du, at du ikke aner, hvad konklusionen bliver?

»Ja. Det er altså ikke hele Tivoli Congress Center. Det er bare et lille lokale med plads til 150 mennesker.«

Statsminister Mette Frederiksen er genstand for en advokatundersøgelse, som Nye Borgerlige præsenterer på torsdag.
Statsminister Mette Frederiksen er genstand for en advokatundersøgelse, som Nye Borgerlige præsenterer på torsdag. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det er da også pænt mange?

»Der er også mange, der har doneret. For os er det vigtigt at flest muligt fik mulighed for at komme og høre, hvad konklusionen er.«

Du har samlet alle de her mennesker og lavet et stort setup. Hvad gør du hvis der stiller sig en advokat op på scenen og siger 'der er intet at komme efter. Mette er ren'? Ser du så ikke fjollet ud?

»Det er jo ikke sådan, de konkluderer. De finder ud af, om der er grundlag for at rejse en tiltale mod Mette Frederiksen og de andre involverede ministre.«

Men risikerer du ikke at hvidvaske statsministeren fuldstændigt midt i valgkampen med din egen advokatundersøgelse?

»Jo.«

Det er da risikabelt?

»Det vigtigste er, at danskerne får svar. Vi mener, at det er helt vanvittigt, at der ikke er flertal i Folketinget for at lave sådan en undersøgelse.«

Kan du forstå, hvis der er nogen, som ikke tror på dig, når du siger, du ikke ved, hvad undersøgelsen viser?

»Det er meget muligt, at der er nogen, der er skeptiske,« siger Pernille Vermund og fortsætter:

Pernille Vermund forklarer desuden, at hun ikke ved, hvor mange advokatfirmaer som partiet har været i dialog med om at få udført undersøgelsen.

Hun blev dog præsenteret for en liste, men det tog også tid at afklare, hvor mange firmaer der var inhabile, da mange allerede havde fungeret som bisiddere for de parter, som var involveret i minksagen.