Han tegnede en tegning, og så gik verden amok.
Hans eget liv var i fare, da en 28-årig somalisk islamist angreb ham med en økse. Han hamrede øksen ind i døren til sikkerhedsrummet, hvor Kurt Westergaard havde søgt tilflugt, og råbte, han skulle i helvede.
Nu har somalieren afsonet 10 års fængsel for mordforsøg og er på fri fod i Danmark.
Kurt Westergaard er i mellemtiden blevet 85, han har tilgivet manden, der ville dræbe ham, og ville gerne mødes med ham.
B.T. har mødt ham i rækkehuset i Viby, hvor han bliver bevogtet af tre PET-folk døgnet rundt.
Kurt Westergaard er verdenskendt, og i Aarhus kender taxachaufførerne ligefrem adressen.
Jeg siger kun adressen, da jeg sætter mig ind i taxaen på Banegårdspladsen i Aarhus, og chaufføren svarer straks:
»Der er politiovervågning.«
»Nå, det ved du godt,« siger jeg.
»Ja, og en af mine kolleger kørte øksemanden derud. Han blev afhørt i timevis af politiet.«
»Hvad havde han egentlig øksen i?« spørger jeg.
»En pose, tror jeg,« siger taxachaufføren.
Da jeg ringer på døren, bliver jeg modtaget af en PET-mand, som undersøger alle mine ejendele og fotografens kameraer grundigt og giver os den mest grundige kropsvisitation, jeg nogensinde har oplevet. Sådan er livet for 85-årige Kurt Westergaard. Tre PET-folk bevogter ham døgnet rundt. De har bygget et skur i hans have, de kan opholde sig i. Under interviewet er en af dem konstant sammen med os.
Øksemanden er løsladt og på fri fod i Danmark efter at have afsonet 10 års fængsel for mordforsøget på Kurt Westergaard.
»Jeg sad i sofaen med vores albanske adoptivbarnebarn og rejste mig for at gå på toilettet. Så hørte jeg, at en rude blev smadret. Jeg havde to muligheder: Enten kunne jeg – som Karen Thisted skrev i Ekstra Bladet, jeg skulle have gjort – kaste mig ud i et slagsmål med den unge mand, der var bevæbnet med både en økse og en stor krum rituel dolk. Eller også skaffe hjælp, og telefonen var i sikringsrummet på badeværelset.«
»Lige da jeg nåede derud, begyndte han at hamre på døren med øksen og råbe. Politiet var her efter tre minutter. Dagen efter ringede statsminister Lars Løkke Rasmussen. 'Fra nu af bliver du mandsopdækket døgnet rundt,' sagde han. Jeg inviterede Karen Thisted herud, så hun kunne se det, men det ønskede hun ikke.«
Da gerningsmanden blev løsladt efter at have afsonet sin straf, skulle han udvises, men Somalia ønsker ikke at modtage ham. Derfor er han på fri fod i Danmark og skal blot melde sig hos politiet nogle gange om ugen.
Kurt Westergaard blev tilbudt en såkaldt forsoningssamtale med manden. Og det tilbud ville han gerne modtage.
»Nu er jeg gammel, og mit liv nærmer sig sin slutning. Jeg vil gerne have det med, at man kan nå en fjende. 'At forstå alt er at tilgive alt, siger franskmændene. Vi skal prøve at forstå hinanden, jeg har tilgivet ham, jeg ville gerne opleve, hvordan han er som menneske. Han overvejede det, men endte med at sige nej, fordi hans omgangskreds ikke ville kunne forstå det. Det er jeg skuffet over,« siger Kurt Westergaard.
Kurt Westergaard fortryder ikke, at han tegnede Muhammed med en bombe i turbanen. Heller ikke, hvis han havde vidst, hvordan hans liv ville se ud i dag – 15 år senere.
»Jeg ville have lavet den samme tegning, også hvis jeg havde vidst, hvordan det ville gå. Det er en kollision mellem to kulturer. Den er åbenbart uundgåelig. Havde det ikke været for tegningen, tror jeg, det var sket alligevel. Af en anden grund. Vi ville have fået sammenstød under alle omstændigheder. Muhammedtegningerne var nødvendige, så vi fik markeret ytringsfriheden,« siger Kurt Westergaard.
Han hiver en stor bog frem, der er udgivet i forbindelse med franske Charlie Hebdoes 50-års jubilæum. Den indeholder også Kurt Westergaards egen Muhammedtegning.
»Franskmændene er fantastisk dygtige. De er virkelig skarpe i forhold til dansk satire. I Frankrig siger man: 'Når man taler om ulven, ser man dens hale.' Og jeg har nok med min tegning bevæget mig over i fransk satire,« siger han.
Han har modtaget mange priser, bl.a. fra Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, der overrakte medieprisen M100 til ham i 2010.
Merkels solidaritet med Kurt Westergaard kunne kræve 'en høj udenrigspolitisk pris', hvis den udløste utilfredshed hos muslimer, skrev tyske medier.
»Pablo Picasso malede Guernica om bombeangrebet på den by i 1937. Senere spurgte en nazitysker Picasso, om det ikke var ham, der havde lavet det. 'Nej, det gjorde De', lød svaret. Det var et godt svar,« siger Kurt Westergaard.
De senere år har danske medier afstået fra at vise Kurt Westergaards tegning.
»Det kan jeg på en måde godt forstå. De har en gang for alle fastslået noget, der bliver stående i historien. Et udtryk for dansk ytringsfrihed. Det er gået verden rundt, og det er en god præstation. Chefredaktørerne føler til gengæld, at de har et ansvar for deres personales liv og lemmer.«
Både Kurt Westergaard og hans kone tager det ret roligt, at deres liv er totalt forandret, og at de skal overvåges af PET, så længe Kurt Westergaard lever.
»Jeg har valgt den rigtige strategi. Jeg taler om det. Og jeg kan se, at de af min kolleger, der har lukket sig inde, det går ikke så godt for dem. Man skal turde snakke om det.«
Han sidder i kørestol, og det skyldes en urinvejsforgiftning.
»Jeg var sengeliggende ret længe, og da jeg skulle op, kunne jeg ikke gå. Men jeg træner hver dag, og der kommer en fysioterapeut to gange om ugen,« siger han.
