Regeringens bedyrede »fødevarecheck« bliver heftigt kritiseret for at være statslige lommepenge til udvalgte grupper.

Ikke blot af politiske modstandere – men også fra Venstres Ungdom, der nu retter en kraftig appel til moderpartiet.

»Det er grundlæggende ikke den rette vej at gå. Det vil bidrage til regel-tyranniet,« siger ungdomsformand Jens Paaske til B.T.

Han finder ønsket om at komme lavindkomstgrupperne til undsætning sympatisk, men mener ikke, en fødevarecheck er det rette værktøj.

»Vi har heller ikke vanvittigt gode erfaringer med de checks. Tusindvis fik eksempelvis varmechecken ved en fejl,« påpeger Jens Paaske.

Det var i statsminister Mette Frederiksens (S) nytårstale torsdag aften, at hun varslede fødevarechecken.

Skåret ind til benet er der tale om en kontant overførsel til dem, der er særligt pressede af stigende priser.

Ifølge Jens Paaske bør der ikke være tale om et forslag, der er vokset i Venstres egen have, men i stedet hos regeringspartnere i Socialdemokratiet:

»Det er jeg overbevist om, at det ikke er. For vi bør i stedet i højere grad se på eksempelvis at få hævet bundfradraget markant.«

Venstres politiske ordfører Jan E. Jørgensen holder dog fast: Overfor B.T. kalder han fødevarecheck-forslaget for »udmærket.«

Jan E. Jørgensen giver ikke meget for kritikken fra ungdomspartiet.
Jan E. Jørgensen giver ikke meget for kritikken fra ungdomspartiet. Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

»Det er grupper, som ikke har fået glæde af nogle af de tiltag, vi allerede har lavet, og hvis overførselsindkomster bliver reguleret i takt med inflationen, men hvor der er en forsinkelse.«

Men kan du forstå dem, der siger, at det måske ikke klassisk Venstre-politik, at danskerne først beskattes en masse for så at få lidt af deres egne penge tilbage igen?

»Det kan jeg godt, på et teoretisk plan følge. Men lige nu er der et problem med voldsomt stigende fødevarepriser, og det er ikke noget, som vi lige nu og her kan løse på andre måder.«

Jan E. Jørgensen fortsætter:

»Som parti tænker vi ikke udelukkende på dem, der betaler topskat, men også på dem, der ikke har så meget.«